Destination Fyn nyhedsbrev
Vis nyhedsbrevet i en browser
Destination Fyn

Mød Destination Fyn på Klimafolkemødet 2021

Debat på Klimafolkemødet i Middelfart

Foto: Klimafolkemødet


Hvordan kan vi sammen skabe bæredygtige oplevelser til det fynske turismelandskab? Og hvordan måler vi på bæredygtighed i turisme?

 

De spørgsmål sætter vi spot på i vores to live-udgaver af TurismeTALKS på Klimafolkemødet i Middelfart.  

 

Det sker den 2. september, hvor vi også inviterer til netværksfrokost, så de vigtige samtaler om bæredygtig turisme rigtig kan få tid til at udfolde sig. Netværksfrokosten er gratis for samarbejdspartnere og medlemmer af Destination Fyn. Du tilmelder dig netværksfrokosten her >  


Og hvem ved - måske kan du fange en af vores spændende oplægsholdere til en uddybende snak:

  • Kristian Nørgaard Nielsen, politisk chefkonsulent, Horesta 
  • Anne Thomas, direktør, CRT, Center for Regional- og Turismeforskning 
  • Claus Nielsen, direktør, Sinatur Hotel & Konference 
  • Maria Klausen, salgschef, Hotel Faaborg Fjord 
  • Simon Hartvig Frandsen, medejer, Fjelsted Skov Hotel & Konference 
  • Peter Kvistgaard, partner, Kvistgaard + Hird 
  • Jens Hausted, direktør, Dansk Kyst- og Naturturisme 
  • Rasmus Elmquist Casper, sekretariatsleder, Geopark Det Sydfynske Øhav   

 

Se hele Destination Fyns program på Klimafolkemødet 2021 >
Se det øvrige program for Klimafolkemødet >

 

Følg de fynske overnatningstal for 2021

Overnatningstal og feriehusbookinger for Fyn og Øerne
Grafik: Destination Fyn

April og maj 2021 viste trods nedlukningen en positiv udvikling i antallet af overnatninger på Fyn og Øerne sammenlignet med sidste år. 
 
Skolerne ringer i disse dage ind fra sommerferie, og dermed er den danske højsæson ved at være ovre. Mens vi venter på overnatningstallene for industriferien, kan vi glæde os over, at april og maj bød på positive overnatningstal for Fyn og Øerne - og det på trods af nedlukninger og restriktioner. Her var der nemlig en stigning i fynske overnatninger på henholdsvis 79,3% og 45,1 % sammenlignet med 2020. 
 
 
 

Odense tildeles værtskabet for Play the Game-konferencen 2022

Odense tildeles værtskabet for Play the Game-konferencen 2022
Foto: VisitOdense / Play the Game

Omkring 3-400 internationale atleter, akademikere, journalister, sportsdirektører og andre interessenter indenfor sport mødes den 27.-30. juni 2022 i Odense, hvor byen er vært for Play the Game's 25. konference. 
 
"Konferencen skaber rammerne for et frugtbart samarbejde mellem Play the Game, organisationens internationale partnere, og stærke fynske kræfter inden for forskning, medier og idrættens verden," fortæller Kirsten Rudbeck, head of Convention i Destination Fyn. Det er samarbejdet mellem SDU, Media City Odense, Odense Kommune, Hotel Comwell H.C. Andersen og Destination Fyn, der har sikret, at konferencen nu kommer til Fyn.
 
Deltagerne får i forbindelse med konferencen chancen for at opleve to unikke sportsbegivenheder på Fyn, da DGI’s Landsstævne afvikles i Svendborg, mens Tour de France-rytterne afslutter en spektakulær etape i Nyborg efter at have taget turen over Storebæltsbroen.
 
Vi glæder os over det fortsatte samarbejde med Play the Game og til at byde deltagerne velkommen til Odense i 2022. 
 

Dyk ned i attraktionernes besøgstal for 2020

Dyk ned i de fynske attraktioners besøgstal for skæbneåret 2020
Foto: Koldkrigsmuseum Langelandsfort 

I starten af juli udgav VisitDenmark deres årlige publikation Attraktionslisten, som dokumenterer og følger udviklingen i de danske attraktioners besøgstal. Og ganske som ventet bød året 2020 - med enkelte undtagelser - på stor tilbagegang hos de fynske attraktioner.
 
Mens attraktionernes fokus var skarpt rettet mod sommerturisten anno 2021, udgav VisitDenmark deres attraktionsliste med besøgstal for 2020. Her stod det klart, at Covid19 og de heraf følgende grænselukninger, nedlukninger og generelle restriktioner i høj grad påvirkede antallet af besøgende hos de fynske turistattraktioner. For størstedelen betød det en tilbagegang i besøgende, hvoraf de hårdest ramte kom helt op på 72% sammenlignet med 2019.
 
For andre bød 2020 på en historisk fremgang. Det gjaldt blandt andet for Danmarks Fugle ZOO, Valdemars Slot, Ærø Museum, Faaborg Museum, De Japanske Haver og Langeland Museum. Sidstnævnte var højdespringer med en fremgang på hele 56,3% sammenlignet med året før. Langeland Museum består af flere museer, men det var særligt Koldkrigsmuseum Langelandsfort på Sydlangeland, der bidrog til det fine besøgstal.  
 
Dan dig et hurtigt overblik over besøgstallene fra attraktioner i de forskellige destinationer i Danmark via VisitDenmarks interaktive grafik. Her kan du blandt andet vælge udelukkende at få vist Destination Fyn.
 

SUP-udlejning er populært på de fynske campingpladser

Se hele TV2Fyns indslag om Fyns nye SUP-udlejning
Foto: TV2Fyn
 
Det startede med udlejning af cykler - men denne sommer har Fri Bikeshop Odense og Destination Fyn udvidet samarbejdet, så de fynske campingpladser også kan udleje Stand Up Paddleboards - også kendt som SUPs - til campister.

"Vi kan allerede se nu, hvor sæsonen er gået i gang, at der er rigtig mange, der gerne vil prøve SUP. Alle de cykelturister og vandrere, vi har i forvejen, det er aktive folk, og de vil faktisk gerne noget mere end bare vandre og cykle, fortalte Mette Mathiasen, forretningsudvikler ved Destination Fyn, til TV2Fyn.

"Nu har vi så endnu et tilbud her på Fyn, der gør, at vi enten kan tiltrække flere turister, eller få dem vi har til at blive lidt længere eller komme igen, fordi de ikke synes, de har oplevet det hele."

 

Har du modtaget kompensation under Covid19? Så husk slutafregningen

©Erhvervsstyrelsen
Foto/Grafik: Erhvervsstyrelsen
 
Hvis du har modtaget en besked i Digital Post om indberetning af slutafregning, skal du forberede forskellige oplysninger og dokumentation.
 
I den kommende periode kan du deltage i Erhvervsstyrelsens gratis webinarer om slutafregning for kompensationsordningerne. På webinarerne gennemgår Erhvervsstyrelsen trin for trin, hvilke oplysninger du skal have klar til indberetningen. Som deltager kan du stille spørgsmål undervejs.
 
Fristen for indberetning til slutafregning er den 30. september 2021.

Læs mere om slutafregning af kompensation >
 

Aktuelt:

02.09.21:
Klimafolkemødet - TurismeTALKS
Læs mere
 
02.09.21:
Klimafolkemødet - netværksfrokost
Tilmeld dig
 
Frameld nyhedsbrev