Destination Fyn nyhedsbrev
Vis nyhedsbrevet i en browser
Destination Fyn

Glædelig jul og godt nytår fra Destination Fyn

Tak for samarbejdet og opbakningen til Destination Fyn i 2021. Julen venter lige om hjørnet, og vi vil gerne benytte årets sidste nyhedsbrev til at se tilbage på et lærerigt år og frem mod 2022. 
 
Skulle jeg beskrive 2021 med ét eneste ord, så ville "uforudseeligt" stå bøjet i neon. 2021 var nemlig endnu et år, hvor corona udfordrede vores strategiske planer ved at lægge en tåge af uvished og omskiftelighed hen over virkeligheden. Der har været nedlukning og dyb frustration. Der har været genåbning og buldrende optimisme. Vi har skulle være omstillingsparate, og det har til tider været afgørende, at vi i højere grad handlede ud fra vores intuition og erfaring end ud fra gennemarbejdet data.
 
Jeg er meget imponeret over den omstillingsevne og styrke, det fynske turismeerhverv har vist. Der er blevet kæmpet under svære vilkår og med en fighterånd og idérigdom, som har gjort, at Fyn samlet set er kommet godt gennem et ofte vanskeligt år. Jeg er fuld af respekt og beundring. Godt gået!

Når jeg ellers ser tilbage på 2021 og den fælles fynske markedsføringsindsats, kan jeg konstatere, at vi har fået styrket fortællingen om Fyn på det danske marked. Danskerne har for alvorlig fået øjnene op for vores destination og de produkter, vi kan tilbyde. Det skyldes blandt andet "Fyn skal det være"-kampagnerne, som i 2021 blev udvidet med gamification-elementet "Bland-selv-Fyn". En stærk, agil og brugerorienteret platform, som både virker på markedet og viser den stærke sammenhængskraft i vores fynske turismefællesskab.  

Nu står vi så på tærsklen til et nyt år spækket med udfordringer og muligheder. Vores fokus i 2022 bliver at udvikle og styrke Fyns position på det danske marked. Og så er det nu vi for alvor skal have gang i det internationale marked igen.

Vi arbejder udover Danmark på de nære leisure-markeder, hvor vi har et stærkt produkt, hvad angår outdoor. Et produkt, der bliver styrket betydeligt det kommende år med forretningsudvikling inden for vandring i kraft af Hike Fyn-projektet samt cykling, hvor vi næste år kan tilbyde den nye 665 km. lange og naturskønne, skiltede cykelrute, Herregårdsruten.

Vi har også blikket skarpt rettet mod møde- og eventområdet, som har haft nogle svære år. Hvad angår konferencer og kongresser har Fyn et stort internationalt potentiale, som vi skal have forløst. Derfor har vi i løbet af det seneste år også oprustet vores erhvervsturismeteam fra to til fire medarbejdere. På eventområdet står 2022 bl.a. i cyklingens tegn, når Tour de France lægger vejen forbi Nyborg.

Vi tror også meget på Odense, som står klar med en ny, attraktiv bymidte og et fantastisk H.C. Andersens Hus. Samtidig har vi trods uforudseeligheden i 2021 fået lagt et rigtig stærkt spor for den bæredygtige udvikling af både destination og virksomheder. Det bekræftes af vores nyligt gennemførte barometerundersøgelse, byernes flotte placeringer på det internationale GDS-indeks og en certificering som Green Tourism Organisation. En udvikling der fremadrettet understøttes af den fælles fynske vision for bæredygtighed i turismen, som også blev født i det forgangne år. 

 2022 bliver altså uden tvivl et travlt og spændende år på mange af vores strategiske indsatsområder.

Til slut vil jeg sige en hjertelig tak for opbakningen til Destination Fyn og vores visioner. Den fynske sammenhængskraft og vilje til at skabe i fællesskab på tværs af kommuner og virksomheder har føltes særligt stærk i år. Det var en vigtig milepæl for os, for vi tror inderligt på, at vi som destination står stærkest, når vi står sammen.

Med ønsket om en god jul,

Rasmus Hessum
Direktør, Destination Fyn
 

Bæredygtighed bider sig fast i fynsk turisme

Foto: Daniel Villadsen / grafik: Destination Fyn
Foto: Daniel Villadsen / grafik: Destination Fyn
 
Destination Fyn har taget temperaturen på den fynske turismebranches bæredygtighed. Og det ser rigtig lovende ud. Et stigende antal virksomheder i branchen har fokus på arbejdet med bæredygtighed, og over halvdelen har nu enten medium eller høj grad af bæredygtighed indarbejdet i processerne i deres kerneforretning. I 2020 var det kun en tredjedel. 
 
Arbejdet med bæredygtighed står relativt højt på dagsordenen hos mere end 50 pct. af de fynske turismevirksomheder. Det viser en frisk undersøgelse fra Destination Fyn. 
 
"Barometeret viser tydeligt, at turistvirksomhederne i stigende grad prioriterer bæredygtighed. Det er glædeligt, fordi det er med til at gøre Fyn og Øerne attraktiv for turisterne, der i stigende grad forventer, at virksomhederne tager bæredygtighedsdagsordenen seriøst", siger Laura Raidla, der er udviklingschef hos Destination Fyn. 
 
Virksomhederne er i stigende grad blevet opmærksomme både på deres kunders efterspørgsel efter bæredygtighed og den økonomiske gevinst, der på den lidt længere bane kan være forbundet med bæredygtige tiltag. Faktisk har en stigende andel af virksomhederne allerede oplevet, at det bæredygtige arbejde udløser resultater. 
 
Bæredygtighedsbarometeret for Fynsk Turisme er gennemført af AM Research for Destination Fyn – en del af Erhvervshus Fyn. 
 
 

Juleøen Fyn folder julekalenderne ud i 2022

Foto: Per Arnesen / TV2 Danmark

"Juleøen Fyn" bliver navnet på en ny satsning, der skal trække juleturister til Fyn i julen 2022 - blandt andet til en stor julekalenderudstilling på Møntergården i Odense.

Projektet er skabt i et samarbejde mellem FilmFyn, Destination Fyn, Odense Bys Museer og VisitOdense. Arbejdet med at finansiere projektet er i gang, og Odense Kommune har netop bevilliget to millioner kroner til projektet.

Ambitionen for det nye samarbejde på Fyn er at tiltrække flere tusinde julegæster i julen 2022 og skabe et nyt turisme-fundament for de kommende år. Både DR og TV2 sender nemlig til næste år nye julekalendere i 24 afsnit, der er optaget på fynske locations. Disse locations skal danne ramme om en række aktiviteter og besøg rundt omkring på Juleøen Fyn, og samtidig skal en stor udstilling på Møntergården i Odense være projektets lokomotiv.

Vi kommer i Destination Fyn til at stå for projektledelsen af Juleøen Fyn. Et projekt udviklingschef Laura Raidla ser som en unik mulighed:

-  Vi ser et potentiale for at tiltrække flere danske gæster til Fyn i julemånederne, og med julekalenderne som omdrejningspunkt for en ny julesatsning tror vi på, at vi kan skabe reason-to-go i stærk kombination med de julemarkeder, lysinstallationer og andre juletiltag, der findes rundt omkring på øen.

Læs mere om Juleøen Fyn og samarbejdet i Standby.dk's artikel >
 

Workshopforløb: Kom i gang med din grønne omstilling

Kom i gang med din grønne omstilling
Har du brug for et overblik over dit klimaaftryk, og hvordan du kan spare CO2? Så deltag på vores tre-dages workshop og opbyg en bæredygtig profil. Få styr på beregningen af dine drivhusgasudledninger og lær, hvordan du kan bruge det i din markedsføring – seriøst og troværdigt. 
 
Udarbejd dit første CO2-regnskab sammen med Harald Karlsen, som er direktør og energisynskonsulent i sit eget rådgivningsselskab. I den praksisnære workshoprække afmystificerer Harald alt det uoverskuelige i opgaven og lærer dig helt konkret, hvordan du selv udfylder dit CO2-regnskab.
 
 

Vil du gerne reducere din virksomheds klimaaftryk?

Klimakompasset
Vidste du, at du kan beregne din virksomheds klimaaftryk og få input til, hvordan du kan reducere det på Virksomhedsguiden?

Klimakompasset på Virksomhedsguiden er et brugervenligt værktøj, hvor du kan få overblik over din virksomheds udledning af drivhusgasser. Så hvis du vil have en grønnere virksomhed, bør du tjekke Klimakompasset ud.
 
 

AKTUELT:

10.01.22:
Kursus: Lokal:Digital - Digital Marketing
Tilmeld dig  
 
17.01.22
Kompetenceforløb: Kom i gang med din grønne omstilling
 
  
Frameld nyhedsbrev