Destination Fyn nyhedsbrev
Vis nyhedsbrevet i en browser
Destination Fyn

Efterårskampagner: Købstædernes kyster og natur & Odenses kulturliv

Kampagner efteråret 2022
Foto: Destination Fyn
 
Kalenderen siger september, og det betyder, at vi er gået i luften med fire kampagner, der skal trække gæster til Fyn, Ærø og Langeland i skuldersæsonen. 🍂

I de kommende måneder rammer vi både de, der længes mod kysterne, købstæderne, Øhavet og naturen, og de, der søger Odenses mange spændende kulturtilbud, digitalt.

Tre kampagner har fokus på de mange spændende kyst- og naturoplevelser, Fyn og Øerne byder på i efteråret. Noget, som mange gæster fra nærmarkederne efterspørger. Vi er til stede med kendskabs- og retargeting-kampagner i det nordvestlige Tyskland, i hele Holland og i resten af Danmark. Kampagnerne har et samlet budget på 550.000 kr., og indholdet varieres løbende i kampagneperioden, efterhånden som sæsonen skrider frem, og de forskellige tilbud stiger og falder i relevans og tilgængelighed.

Den fjerde kampagne handler om oplevelser i og omkring Odense. Kampagnens spydspids er H.C. Andersen og Odenses gastronomi og kulturliv med udstillinger, koncerter, festivaler m.m. Denne kampagne er rettet mod andre gæstesegmenter, overvejende fra Danmark, som kommer hertil for kortere ferier eller dagsture. Kampagnen løber frem til efterårsferien, hvor den bliver afløst af en kampagne for de mange julerelaterede produkter og oplevelser på Juleøen Fyn.

📧 Har du spørgsmål til Destination Fyns markedsføringskampagner, så kontakt Trine Rysz

Få hjælp til din bæredygtighedscertificering

Eventyrhaven i Odense
Foto: Jonas Legarth
 
Har din virksomhed fokus på bæredygtighed? Få hjælp til at opnå en certificering. 🌿

Dansk Storbyturisme og MeetDenmark inviterer turismevirksomheder til et individuelt rådgivningsforløb, hvor du kan få hjælp til at opnå en relevant bæredygtighedscertificering.

Hvilke certificeringer du kan få hjælp til, afhænger af din virksomhed. Det skal dog være en certificering, der er knyttet til bæredygtighed, miljøledelse eller lignende, og som er verificeret af 3. part. Er du i tvivl om, hvilken certificering der passer på din virksomhed, er der mulighed for et afklaringsmøde.

Projektet er målrettet hoteller, eventbureauer, restauranter, venues, transportaktører etc.

Der er åbent for ansøgninger nu!  

Aktuelle puljer, konferencer og workshops

Konferencegæster
Foto: Daniel Villadsen
 
🎯 SMV:Grøn: Spids ører og gå en grønnere fremtid i møde!
Sidste chance for at få hjælp til at gøre din virksomhed grønnere. Få 50.000 kr til at kickstarte din nystartede virksomheds grønne rejse - eller 150.000, hvis din virksomhed allerede har en grøn profil og har ambitioner om at bringe den op på næste niveau. Puljen åbner for ansøgninger den 12. september og lukker igen den 16. september, så det er nu, du skal forberede din ansøgning!
🎯 Lær at opbygge en bæredygtig profil
Vil du gerne i gang med grøn omstilling i din virksomhed? Men har du, som mange andre, brug for et overblik over dit klimaaftryk, og hvordan du kan spare CO2? Tilmeld dig Erhvervshus Fyns workshopforløb, hvor du får styr på beregningen af dine drivhusgasudledninger og lærer at udarbejde dit CO2-regnskab.
 
🎯 Digitalisering som løftestang for bæredygtighed
Verden står over for store udfordringer – og de virksomheder, der vælger at bruge digitalisering og bæredygtighed som innovationsdagsorden, får en unik mulighed for at øge deres konkurrencekraft og blive blandt dem, der tilbyder de løsninger, vi har brug for. Det er omdrejningspunktet for konferencen GenialDigital '22 den 26. oktober.
 
🎯 Digital Academy
Gør din virksomhed synlig med data og kundetyper. Tilmeld dig to workshops i efteråret 2022 og bliv knivskarp til at omsætte dine marketingdata til konkrete handlinger. De to workshops er målrettet dig, der arbejder med turismeudvikling og oplevelsesøkonomi på Fyn, eller dig, der ønsker at understøtte cykelturismen på Fyn – blandt andet ved at skabe synlighed omkring dit spisested, din forretning eller dit overnatningssted.

Vidste du...?

"...at overnatningstallene for Fyn og Øerne er væsentligt højere for første halvår 2022 end for samme periode i 2019? De 10% ekstra overnatninger kommer primært fra Danmark og Tyskland."
 
Kilde: VisitDenmark og Danmarks Statistik

International konference med fynsk havudsigt

Konferencedeltagere spiller beachvolley på Nyborg Strand
Foto: Destination Fyn

Fyn kan noget ganske særligt, når det handler om at kombinere lækre konference-faciliteter med skøn natur og havudsigt. 💦
 
Sådan ser en international konference ud på Fyn! Forrige weekend løb Verdenskongressen for sportsfysioterapi af stablen på Hotel Nyborg Strand. 500 deltagere fra seks kontinenter var samlet i smukke omgivelser med udsigt over Storebælt. Det giver nogle helt unikke muligheder for aktive pauser i løbet af en konferencedag. Konferencedeltagerne havde mulighed for at prøve kræfter med bl.a. beachvolley, yoga, padel eller at gå, løbe eller cykle en tur i den forfriskende fynske natur ved Nyborg. 

👉 Har du spørgsmål til Destination Fyns arbejde med konference- og mødeturisme, så kontakt erhvervsturismechef Kirsten Rudbeck

Life is a trip: Mand og hund på outdoor-eventyr

Foto: Marco Buch

I sidste uge havde vi besøg af den tyske journalist og travel writer Marco Buch. Marco og hans hund Suki var rundt både til vands, til fods og på cykel og prøve kræfter med hele det fynske outdoor-katalog.

Marco og Suki var bl.a. på tidsrejse i Jernalderlandsbyen Odins Odense og overnattede på flydende shelter i Bogense. Efter en Tangsafari i Middelfart tog de turen rundt om byen med en vandretur på Lillebæltsstien, før de tog videre til Assens for at fiske efter havørreder ved Danmarks Fiske Lodge. Marco fik faktisk bid, men den smuttede desværre! Næste udfordring var at cykle strækningen af Herregårdsruten mellem Assens og Fåborg, et besøg på Skarupøre vingård og overnatning i prærievogn. Den fynske outdoor-Odyssé blev rundet af med en sejltur ud fra Svendborg Havn for at møde Delle.

Marco Buch har allerede delt en række af sine fynske oplevelser. Tjek dem ud på: 
Facebook >

Forventeligt til foråret udgiver han en artikel og en film om sine outdoor-oplevelser på Fyn på LIFE IS A TRIP og YouTube
 
📧 Har du spørgsmål til vores betalte samarbejder og internationale pressearbejde, så kontakt Swantje Niphut

Velkommen til Vejlby Fed Strand Camping

Velkommen til Vejlby Fed Strand Camping
Foto: Vejlby Fed Strand Camping
 
NYT MEDLEM: Vejlby Fed Strand Camping ⛺️
 
Vejlby Fed Strand Camping ligger uden for Middelfart ned til den børnevenlige strand ved Båring Vig. Campingpladsen har 248 enheder og tilbyder en god blanding af forskellige udlejningshytter, mobilehomes, luksustelte og campingvogne, ligesom der er traditionelle pladser til telte og camping. Jane Madvig Søndergaard og Torben Lund overtog pladsen i 2020 og arbejder løbende på at skabe forbedringer på pladsen med fokus på bæredygtighed. Vejlby Fed Strand Camping blev Green Stay-certificeret sidste år.
 

Velkommen til Emmerbølle Camping

Velkommen til Emmerbølle Camping
Foto: Emmerbølle Camping
 
NYT MEDLEM: Emmerbølle Camping ⛺️
 
Emmerbølle Camping er en børnevenlig campingplads på Langeland, der tilbyder aktiv sommerferie med fuld fart på, hytteferie i campinghytter eller familiecamping på en campingplads med badeland. Campingpladsen ligger i perfekte naturskønne forhold lige ned til vandet, hvor man kan gå ture, fiske, spille minigolf og meget mere.
 
 
Kender du en turismeaktør, som også kunne have gavn af et medlemsskab hos Destination Fyn? Kontakt Sofia Wulff
Frameld nyhedsbrev