Destination Fyn nyhedsbrev
Vis nyhedsbrevet i en browser
Destination Fyn

Badminton, håndbold og måske også fodbold i verdensklasse i Odense

Denmark Open
Foto: Allan Høgholm, Badminton Danmark 

Odense: Et veloverstået Denmark Open i badminton, håndboldherrernes testkamp og bud på værtskabet for slutrunden på fodbold-EM for kvinder i 2025. Der har været fokus på internationale sportevents på Fyn de sidste to uger! 🏸🤾⚽️
 
Da fjerboldene i sidste uge fløj over nettet ved Denmark Open, som for 16. gang blev afviklet i Odense, var det i nye og større rammer i Jyske Bank Arena. Det lykkedes at få skabt en fantastisk flot kulisse, hvor badminton-sporten på flotteste vis blev vist frem for publikum og millionvis af tv-seere verden over. Spillerne og Badminton World Federation roste det nye set-up i høje vendinger, så der er ingen tvivl om, at vi fik taget første skridt i videreudviklingen af Denmark Open, der som minimum spilles i Odense indtil 2026.
 
Håndboldherrerne gæster Odense
Jyske Bank Arena danner i øvrigt rammen om den ene af to testkampe, som de danske håndboldherrer spiller på hjemmebane, inden de drager afsted til VM. Det er kampen mod Saudi-Arabien, der spilles den 5. januar i Odense. 🤾
 
EM i fodbold på Fyn?
For at det ikke skal være løgn, har vi også lagt billet ind på at få fodbold-EM for kvinder til Fyn i 2025. Sammen med de øvrige nordiske lande har Danmark budt på værtskabet for EM-slutrunden i kvindefodbold. Såfremt det nordiske bud slipper igennem nåleøjet, vil vi i 2025 få fornøjelsen af at afvikle otte kampe i Danmark, nærmere bestemt i Odense og København. EM-værtskabet bliver tildelt af UEFA’s Executive Committee den 25. januar 2023. Fingers crossed! ⚽️🏃‍♀️
 
📧 Har du spørgsmål til vores arbejde med tiltrækning af internationale sportevents, så kontakt eventchef Jakob Lund Staun

5 workshops om bæredygtighed og Instagram for dummies 🍂

5 workshops om bæredygtighed og Instagram for dummies
5 workshops: Kom hele vejen rundt om bæredygtighed i turisme
Vær med til at drøfte tiltrækning af arbejdskraft, forstå Generation Z, snakke adfærdsdesign med Julia Lahme, finde vej i junglen af grønne certificeringer og blive helt skarp på, hvordan vi fortæller vores gæster, hvad vi gør for at spare på ressourcerne.

5 korte hands-on workshops sætter fokus på alt det praktiske i begrebet bæredygtighed. Deltag i en enkelt eller flere af workshopsne! Det er gratis at deltage. Første workshop finder sted den 9. november.
 
 
Fyraftensmøde: Instagram for dummies
Hashtag, influencer, story, reel, live, emojies. Bliver du også helt rundtosset, når du støder på alle de smarte begreber på Instagram? Den gode nyhed er, at det ikke behøver at være så svært at komme godt i gang med at bruge Instagram og andre sociale medier. Heldigvis.

Influencer Astrid Vendelbo og Destination Fyns egen content creator Trine Søndergaard Rysz piller noget af mystikken ud af Instagram og giver dig tip og håndgribelige råd til, hvordan du får mere ud af dine opslag, uden at du skal bruge mange timer på det hver dag. Vi kommer også ind på, hvad du skal holde dig fra, og hvilke faldgruber du skal være opmærksom på.
 
Tid: Tirsdag 15. november kl. 16-18
Sted: Munkebjerg Business Park, Munkebjergvænget, 5230 Odense M
 

💡 Vidste du...?

"...at 56 % af de danske rejsende går efter et bæredygtigt overnatningssted?" 🌿

Det er vigtigt for danskerne, hvordan deres rejse påvirker miljøet. Det viser en undersøgelse fra Booking.com. 50 % af de danske rejsende siger, at de har overnattet på et bæredygtigt overnatningssted inden for det seneste år. De har bl.a. valgt et bæredygtigt overnatningssted for at reducere deres påvirkning af miljøet, for at få en mere lokal oplevelse, og fordi de mener, at de bæredygtige overnatningssteder er bedre for lokalsamfundet.

Tysk influencer-familie rundt på Fyn på cykel

Tysk influencer-familie på cykeltur på Fyn
I september havde vi besøg af den tyske influencer- og småbørnsfamilie fra KIDS ADVENTURE & MORE. Familien var på Fyn for at opleve, hvad vi har at tilbyde børnefamilier på cyklen. 👨‍👩‍👧‍👦

Dagene var fyldt med masser af sjove oplevelser, bl.a. på Hotel Christiansminde, Svendborg Havn, Naturama, Egeskov, Storms Pakhus, Danmarks Jernbanemuseum, Gorilla Park og Ville Vau.

Efter nogle fine opslag på Instagram lige efter besøget, udkom denne fine artikel:

Turismen søger iværksættere ✨

HIT call 2
Hej start-up! Skal vi accelerere og skalere din idé? Tilmeld dig turismens næste Startup Accelerator i foråret 2023. 📈

Turismens milliard-industri er et kæmpe potentiale for nye digitale og bæredygtige løsninger til fx hotel og restaurant, rejsebooking og transport, oplevelser og attraktioner, konferencer og events. Måske har din idé et potentiale i turismen?
 
Hub for Innovation in Tourism kan hjælpe med at accelerere din nye virksomhed med markedsindsigt og ekspertrådgivning.  
 
Få testet og udviklet din idé til turismen
Acceleratoren giver dig en rådgiver, og du bliver coachet af specialister med stort branchekendskab og netværk inden for turisme. Dit forløb tilrettelægges individuelt efter din forretning og dine behov. Du får udviklet din forretningsidé gennem test, validering og feedback på markedspotentialet. 📣

👉 Læs mere og tilmeld dig senest 20. november her >

📧 Vil du vide mere om projektet Hub for Innovation in Tourism, så kontakt projektleder Ina Højer Svop

Cykelkunst på Herregårdsruten

Indvielse af kunstværk ved Glamsbjerghus på Herregårdsruten
Foto: Fra venstre er det Merete Vandmose fra Destination Fyn, kunster Per Buk og Jens Poulsen fra GlamsBjergHus. 

Her i oktober har vi indviet det femte kunstværk på Herregårdsruten. Det betyder, at vi nu er halvvejs med opsætningen af Per Buks karakteristiske kunst-fugle, der kan opleves på den nye, fynske signaturrute. 🐥

Den fine fugl af kunstner Per Buk pryder nu også på den hvide væg på GlamsBjergHus. Det er det femte værk, der er blevet indviet. Også Nyborg, Nordfyns, Langeland og Middelfart Kommune har fået deres egen unikke Herregårdsrute-fugl. Herregårdsruten går gennem samtlige 10 fynske kommuner, og i hver kommune kommer man til at kunne opleve et af Per Buks unikke kunstværker. 

Indholdet i maven på kunst-fuglene varierer fra kommune til kommune. Om indholdet i maven på fuglen i Assens Kommune, der nu kan opleves på GlamsBjergHus, fortæller kunstneren: Nederst tårner Vor Frue Kirke i Assens sig op. Til venstre for kirken løber en linje, der viser linjeføringen til Helnæs-dæmningen, og bølgerne er den lange kyststrækning i Assens Kommune. Oven over disse ses en stor bakke med flagstang på toppen. Det er naturligvis Frøbjerg Bavnehøj, Fyns højeste punkt. Ved siden af sidder en fugl på det genkendelige rækværk ved Udsigten i Vissenbjergbakkerne.
 
👉 Læs mere om Herregårdsruten >

📧 Har du spørgsmål til kunstværkerne på Herregårdsruten, så kontakt projektleder Merete Vandmose

Mere viden om effekten af smolt-udsætninger

Havørred
Foto: Havørred Fyn. 

Hvilken effekt har det, at vi hvert år udsætter ørredsmolt på Fyn, Langeland og Ærø? Det skal historiens største mærkningsforsøg af ørreder i Danmark hjælpe os med at svare på. 🐟
 
Fra foråret 2023 vil alle udsatte ørredsmolt nemlig være fedtfinneklippet, så vi kan indsamle data og få mere viden om, hvor mange af de udsatte havørreder, der når mindstemålet og fanges af lystfiskere, om ørredernes vandringsmønstre og den procentvise fordeling mellem vilde og udsatte ørreder.

Havørred Fyn udsætter hvert år over 350.000 havørreder i mundingerne ved flere vandløb på Fyn, Langeland og Ærø. Intentionen med udsætningerne er at sikre en stor havørredbestand, som understøtter det rekreative lystfiskeri, og at sænke presset på de vilde ørredbestande. De udsatte fisk er afkom af vilde havørreder, som hvert år opfiskes ved elektrofiskeri i de fynske vandløb. Fremover vil de udsatte smolt være mærkede, så vi kan følge dem og indsamle data om deres færden.

Det er Havørred Fyn, der er et projekt under Destination Fyn, der sammen med Fyns Laksefisk og DTU-Aqua er gået sammen om mærkningsprojektet.
 

Nyt medlem: Odense Teater

Nyt medlem - Odense Teater
Foto: Odense Teater
 
Velkommen til Odense Teater - nyt medlem af Destination Fyn. 🎭
 
Odense Teater er Danmarks næstældste teater, og alle teatrets fem scener ligger centralt i Odense. Odense Teater er en landsdelsscene, og teatret er derfor forpligtet til at opføre et alsidigt repertoire bestående af både danske og udenlandske klassikere samt moderne danske og udenlandske dramaer, forestillinger for børn og unge, musikforestillinger og dans.

På Odense Teater har du også mulighed for at afvikle dit møde, din fest eller konference i teatrets smukke omgivelser. Der er flere mødelokaler, sale  og en foyer, der kan danne den perfekte ramme om dit arrangement.

Velkommen til Destination Fyn!
 
 
Frameld nyhedsbrev