Destination Fyn nyhedsbrev
Vis nyhedsbrevet i en browser
Destination Fyn

Rethink Tourism 2022: Indblik

Deltagere på Rethink Tourism 2022
Foto: Lars Axel Andersen 
 
Klimaforandringer, TikTok, skam, det autentiske og unikke, hybridkrise, data og adfærd. Vi kom vidt omkring på vores årskonference Rethink Tourism 2022 i onsdags. 

Tak til de godt 150 deltagere for en super-fed stemning, gode snakke, spørgsmål og debatter og masser af sammenhængskraft på kryds og tværs af brancher, interesseområder og geografi. Og tak til Hotel Faaborg Fjord for fine og flotte rammer.

Vi glæder os allerede til næste år! 💙
 
I det følgende får du et destilleret indblik i - eller tilbageblik på - en meget indholdsrig dag. 👇

Destination Fyns strategi for 2023

Rasmus, Sofia og Kirsten fra Destination Fyn
Foto: Lars Axel Andersen 
 
Hvordan skal Fyn og Øerne - på trods af kriser og verdens tilstand - markedsføres i 2023, og hvor skal vores samlede strategiske fokus ligge? 🎯

Rasmus Hessum, Sofia Wulff og Kirsten Rudbeck fra Destination Fyn satte rammen for dagen med en introduktion til tingenes tilstand i verden og på Fyn og Øerne nu og her. Selv om den ene krise har afløst den anden, har det ikke væltet de fynske turismeaktører omkuld - tværtimod. Rigtig mange har vist en omstillingsparathed og en formåen til at kunne navigere igennem tågen af usikkerhed og er lykkedes med at tilpasse og udvikle sin forretning til det, der bliver efterspurgt. Det tegner et klart billede af en evne til hele tiden at kunne skære forretningen til på hele destinationen.
 
Det betyder samtidig, at vi skal være endnu skarpere på data, tendenser og adfærd, så vi kan handle hurtigt på ændringer. Inden for erhvervsturismen ses en tendens til, at nærmarkederne prioriteres, og at man vælger de destinationer og aktører, man kender og har tillid til. Over hele linjen kommer der mere og mere fokus på en bæredygtig oplevelse hele vejen rundt og på unikke oplevelser i naturen. Bæredygtighed er ikke længere en strategi i sig selv, men et fundament for alt, hvad vi gør. Det forventes af vores gæster, uanset om de er på ferie eller deltager i et event, et møde eller en konference.
 
Noget af det, Destination Fyn kommer til at have fokus på i 2023, er bl.a.:
 
🌟 Bæredygtighed som et grundvilkår i alt, hvad vi beskæftiger os med
🌟 At skabe varige effekter af events og konferencer, så vi understøtter de fynske erhvervsmæssige styrkepositioner
🌟 Den fælles udviklingsplan for Fyn og Øerne
🌟 At positionere destinationen som et superbrand og som én samlet destination - det gælder både iht. styrkepositioner, fyrtårne, udvikling og formidling.

💡 Vidste du...?

"...at 90% af deltagerne på Destination Fyns årskonference mener, at vi er et bedre sted nu ift. krise(n) sammenlignet med samme tidspunkt sidste år?" 🌿

I en hurtig Menti-afstemning under Rethink Tourism 2022 blev deltagerne spurgt: Er vi et bedre sted nu ift. krise(n)?
 
👍 45 svarede "200% bedre", 👉 74 svarede "nogenlunde samme", 👎 mens kun 13 svarede "Tværtimod, dårligere".
 

Tanja Hall: Unge føler skam og skyld

Tanja Hall
Foto: Lars Axel Andersen 

Ungdomskultur behind the scenes: Klimaforandringer, TikTok 💃🕺, det autentiske og unikke, pronominer, BIPOC, stress, skam og skyld. Det er noget af det, der kendetegner fremtidens turister og medarbejdere. 
 
Tanja Hall fra Fremtidsfabrik gav os et kig ind i hovederne på den næste generation af turister og medarbejdere, nemlig de 17-22-årige, der også går under betegnelsen Generation Z. Det er en generation, der er præget af en enorm følelse af skyld og skam over den verden, de er blevet sat i. De skammer sig, hvis de spiser kød eller rejser med fly, og de er enormt optagede af at handle og gøre noget ved store dilemmaer som klimaforandringer, ulighed og uretfærdighed.
 
De stiller krav om oprigtighed og autencitet, og som medarbejdere forventer de, at en virksomhed har en tydelig og udlevet etik og fx stiller krav til hele deres supply chain. De forventer også en inklusionskultur på arbejdspladsen, hvor der er plads til medarbejdere, der på den ene eller anden måde har særlige behov, og at du som chef har styr på pronominer. 🚻
 
Præstation og performance er ikke længere prestige hos talentfulde unge. Derfor gider de heller ikke at følge blær og overfladiske profiler på sociale medier - de efterspørger autencitet, humor og det upolerede. 🤡
 
Der er tale om en generation, hvor op mod halvdelen har eller har lidt af angst eller stress, og hvor en ret stor del også har udøvet selvskade eller mikrodoserer. De drømmer om ro og trygge, individuelt tilpassede rammer med en work-life balance, hvor der er plads til at holde fri og have et fritidsliv.
 
Det er væsentligt, at vi gør os overvejelser omkring, hvordan vi som turistbranche tapper ind i denne generations virkelighed uden at bidrage til yderligere skam og skyld.

Signe Jungersted: Turister vil have unikke og autentiske oplevelser

Signe Jungersted
Foto: Lars Axel Andersen  

Fremtidens turister er mere #JOMO end #FOMO. De vil ikke være en del af en stor turistskare, de vil have deres egne unikke og autentiske oplevelser. Og så er det knap vigtigt hvor.
 
Signe Jungersted tog tråden fra Tanja Hall op og gik skridtet videre. Det, at Generation Z kræver mere fleksible arbejdsrammer, betyder jo også, at flere vil rejse uden for højsæsonen. Og den 4-dages arbejdsuge, som vinder frem flere og flere steder, er ensbetydende med, at der bliver flere lange weekender at tage på ferie i. Det skal vi som turistbranche ruste os til. 
 
Tendensen for den næste generation af turister er også, at de ikke vil det populære og mainstream, det, som alle andre gør. De vil opdage særlige og unikke steder, ikke rende rundt oveni alle de andre turister. De vil hellere møde de lokale og få en autentisk oplevelse. Signe Jungersted kaldte denne tendens "Bag brochuren". Vi er trætte af kun at se det pæne billede med solskin ☀️ og regnbuer 🌈 - vi vil have det autentiske.
 
Det er også blevet vigtigere, hvem man rejser sammen med, og hvad man laver på rejsen, end hvor man rejser hen. På AirBNB kan man fx nu organisere sin søgning efter, hvad der gør stederne unikke. Det hjælper de rejselystne til at finde frem til steder, de ellers ikke ville have fundet, fordi de ikke ligger på populære og kendte rejsemål. 📸
 
Halvdelen af nutidens turister er desuden villige til at betale en højere pris for at rejse mere miljømæssigt ansvarligt. Lonely Planet har udgivet en Low-carbon Europe rejseguide, der findes apps, der dels foreslår det nemmeste eller hurtigste valg, dels det mere bæredygtige valg, og flere hoteller, lande og destinationer mapper og kommunikerer deres klimaaftryk for at vise, at de tager ansvar for det. En anden trend er at vise, hvad man repræsenterer. På Tripadvisor kan man nu se, om et sted fx er black-owned, women-owned osv.

Vinderen af et sparringsbrusebad fra Destination Fyn 💦

Leonarda Hage fra Falsled Strand Camping blev vinderen af et sparringsbrusebad fra Destination Fyn. Tillykke! 🥳

Vi glæder os til at sende vores dygtige Destination Fyn-medarbejdere til Falsled og give Leonarda sparring på Falsled Strand Campings kommunikation og SoMe-strategi, som hun har ønsket.
 

Outdoor, bæredygtighed, møder og events

Konferencedeltagere
Foto: Lars Axel Andersen  

Tre breakout sessions tog Tanja Halls og Signe Jungersteds pointer et spadestik dybere og omformede dem til den fynske virkelighed inden for Outdoor, Bæredygtighed og Møder & Events. Lokale aktører fortalte også om deres erfaringer.
  
💁‍♀️ Bæredygtighed handler om sund fornuft og om at tage ansvar
Rikke From Larsen fra HCA Festivals fortalte om arbejdet med at udvikle en bæredygtig strategi. HCA Festivals har især fokus på social bæredygtighed, der i bund og grund handler om at tage ansvar. Når man har så mange samarbejdspartnere, aktører, frivillige og besøgende, er man nødt til at tage et ansvar på sig, fordi man påvirker så mange mennesker. Når festivalen tager ansvar og tydeligt kommunikerer om det, skaber det til gengæld stolthed blandt både aktører, sponsorer og frivillige, og betyder, at de er med igen år efter år. 
 
Efter Rikkes oplæg blev det drøftet, at bæredygtighed mest af alt handler om sund fornuft. En udfordring på området er, at vi mangler et redskab, der gør det nemt at klassificere virksomheder, produkter og ydelser på en bæredygtighedsskala, som man kan navigere ud fra. 
 
🙋‍♂️ De fynske outdoor-tilbud skal være for alle
Omar Bo Gade fra Denmark Fishing & Outdoor Lodge fortalte om, hvordan han har formået at ramme plet i et nichemarked ved at fokusere og gå all-in på fisketuristerne 🎣 på Sydfyn. Omar fortalte om sin egen rejse som iværksætter og om, hvordan han arbejder med det særlige nichemarked. 

Deltagerne drøftede, hvordan vi styrker og brander Fyn og Øerne som en attraktiv outdoor-destination og de største barrierer i dette. Det blev klart, at der er et stort ønske om et samlet digitalt outdoorkort, og at vi går i samme retning ift. branding. Vi skal fokusere på den unikke historie, og hvordan den fx kan tænkes ind i formidlingen på ruter, bl.a. når vi formidler stedernes kulturhistorie. Her kunne der evt. sættes stik i til museerne, så vi trækker på hinandens kompetencer. Det skal også være nemt for en nybegynder at tappe ind i de outdoorprodukter, vi tilbyder, bl.a. skal der tænkes i transport til knudepunkter. Det er vigtigt at brande de fynske kyst-, natur- og outdoortilbud som tilbud, der er for ALLE. Og så skal lodsejere tages med fra starten, når der udvikles nye ruter.
 
🏆 Møder og events kræver værtskab i verdensklasse
Jack Jørgensen fra Odense Boldklub og Ninna Stæhr-Petersen fra Comwell HCA fortalte fra hver deres vinkel bl.a. om behovet for at have mod til at nytænke sit produkt, skarp og præcis kommunikation til specifikke målgrupper (og medarbejdere), nye samarbejdsmodeller, faldende leadtime på mødemarkedet – men samtidig en tendens til større værdi og mersalg pr. ordre 💰, en tendens til efterspørgsel på mere socialt indhold på møder og udfordringer ift. stigende forbrugspriser.

De tendenser blev diskuteret blandt deltagerne, og der blev bl.a. sat spørgsmålstegn ved branchens uddannelsesstruktur: Kan vi som destination præge elevuddannelserne i en retning, så de aktuelle udfordringer med rekruttering løses hurtigere og mere smidigt? Der var desuden ønsker om mere samarbejde på tværs af de fynske turismeaktører og en mere koordineret henvisningskultur. Også dataindsamling om gæsteadfærd og forbrug var på dagsordenen, deling af data på tværs af turismeværdikæden og "værtskab i verdensklasse" og det deraf afledte behov for gæsteservice, fx i form af et fynsk frivillighedskorps.

I øvrigt på tapetet lige nu!

Fyraftensmøde: Instagram for dummies
Tirsdag 15. november kl. 16-18 i Munkebjerg Business Park
 
Hej start-up! Skal vi accelerere og skalere din idé? 📈
Få testet og udviklet din idé til turismen. Tilmeld dig turismens næste Startup Accelerator i foråret 2023. 
 
5 workshops: Kom hele vejen rundt om bæredygtighed i turisme
Vær med til at drøfte tiltrækning af arbejdskraft, forstå Generation Z, snakke adfærdsdesign med Julia Lahme, finde vej i junglen af grønne certificeringer og blive helt skarp på, hvordan vi fortæller vores gæster, hvad vi gør for at spare på ressourcerne.
 
Prækvalifikation: Udviklingsplan Fyn og Øerne
Nu er der åbent for prækvalifikation af rådgivere, der ønsker at byde ind på opgaven med at udarbejde Udviklingsplan for Fyn og Øerne. Deadline for at anmode om prækvalifikation er 1. december 2022 kl. 12.00.
Frameld nyhedsbrev