Foto: Pedro Montoya Navarro fra Idea Nordic på bridgewalking med Destination Fyns Marie Rademacher.
På Fyn er det kun fantasien, der sætter grænser, når det handler om at afvikle møder, konferencer og events. Nu skruer vi op for eventbureau-indsatsen. 🎯
Fyn har en smuk og varieret natur, særlige attraktioner og lokale ildsjæle, som det er oplagt at tænke ind i fx møder. Senest har vi sammen med Odense Sport & Event haft mulighed for at vise en flig af de mange muligheder på vores destination frem for repræsentanter fra eventbureauet Idea Nordic. Pedro Montoya Navarro (billedet) fik en på opleveren, da han i november var på både bridgewalking og tangsafari.
En stigende efterspørgsel hos eventbureauerne gør, at vi nu sætter mere fokus på den mangfoldige og brede palet af muligheder, Fyn og Øerne har at tilbyde, når det kommer til møder. Vi planlægger ture i foråret, hvor vi viser destinationen frem for både danske eventbureauer og for bureauer i det nordlige Tyskland og Norge. Her vil vi vise de helt særlige muligheder på Fyn og Øerne frem for at sætte destinationen on-top-of-mind ☝️, når der skal bookes møder rundt omkring i verden.
I begyndelsen af det nye år sætter vi desuden fokus på at brande Fyn som møde-ø. Det gør vi ved at vise de særlige muligheder for utraditionelle og kreative møder og konferencer, der er blevet skabt her på øen, fx hvordan man holder middagsselskab for 1600 mennesker i Odense, hvordan man får plads til flere hundrede overnattende gæster på et gods på Sydfyn, og hvordan man kan bruge Øhavet i sine konferencer. Vi håber, at det vil vække nysgerrighed og inspirere både venues og møde-bookere til at tænke deres møder og faciliteter anderledes.
|