Destination Fyn nyhedsbrev
Vis nyhedsbrevet i en browser
Destination Fyn

Tak for samarbejdet i 2022 og glædelig jul!

Jule-ikoner
Det er den tid på sæsonen, hvor vi gør status på det år, der er gået, og sætter spot på de ting, vi sammen har opnået her på Fyn og Øerne. 
 
Julen venter lige om hjørnet, og vi vil gerne benytte årets sidste nyhedsbrev til at se tilbage på et lærerigt og begivenhedsrigt år.
 
Det har været et godt år for fynsk turisme. Et år, hvor vi for første gang nogen sinde kunne proklamere, at vi havde rundet 4 mio. overnatninger på destinationen. Et år, hvor mange turistaktører kunne melde om den travleste sommer nogen sinde. Et år med Tour de France og gul folkefest, et år med indvielse af den nye, fynske signaturrute, Herregårdsruten, og et år, hvor Fyn blev til Juleøen Fyn, og filmturister blev lokket i julekalendernes fodspor rundt på Fyn.  
 
TAK for samarbejdet og opbakningen i 2022! Tak for at støtte op og tage aktivt del i det fællesskab, Destination Fyn er. 💙
 
Rigtig glædelig jul!

Den travleste sommer nogen sinde

Falsled Strand Camping
2022 har været et rigtig godt turistår på Fyn og Øerne. De udenlandske gæster er tilbage efter et par sæsoner præget af corona. De har fået øjnene op for, hvad Fyn og Øerne har at byde på. Det samme har danskerne.
 
Danskerne har ændret deres rejsemønstre en anelse. Efter et par somre med corona, hvor alle var nødsaget til at holde sommerferie herhjemme, er det gået op for mange, hvad Fyn og Øerne har at byde på. Mange gæster kommer til destinationen for at slappe af ved kysten. Men de tager også ud og oplever noget, mens de er her. Vores gæster kører fx til Odense og købstæderne og besøger de fynske attraktioner fra deres feriested ved kysten. Det er et af vores helt store selling points, at der er kort til alt på Fyn og Øerne. Vi ligger lige midt i det hele, i hjertet af Danmark. 💙 
 
De flotte besøgstal og de tendenser, vi oplever lige nu, skal vi udnytte i vores branding, og vi skal bruge det til at udvikle og styrke vores position på både det danske marked og på vores nærmarkeder i Tyskland, Holland, Norge og Sverige. Vi skal bruge det momentum, vi har, til at gøre vores brand endnu skarpere – også internationalt. Blandt andet ved at skærpe sammenhængskraften endnu mere. Det gør os stærke og konkurrencedygtige - og det er noget af det, vi kommer til at have et meget stærkt fokus på i 2023 og videre frem. 🔥

Herregårdsruten nomineret som Årets Cykelrute

Herregårdsruten
Herregårdsruten er netop blevet nomineret til titlen som "Fietsroute van het Jaar" (Årets Cykelrute) i Holland. Nomineringen skal bruges til at trække endnu flere hollændere til Fyn.

I nomineringen af Herregårdsruten lægges der bl.a. vægt på, at den hylder den fynske historie i hjertet af Danmark 💙 samtidig med, at den giver de, der cykler på ruten, en oplevelse på de snoede veje gennem de karakteristiske landskaber med idylliske landsbyer, hyggelige købstæder og historiske herregårde. Vinderen udnævnes på den internationale cykel- og vandremesse Fiets en Wandelbeurs i Utrecht til februar. Dommerne bedømmer ruterne ud fra kriterier som seværdigheder, vejbelægning, skiltning, cykelfaciliteter, bænke og forhindringer. 

Vi er SÅ stolte af nomineringen, som vi naturligvis forventer vil lokke endnu flere 2-hjulede turister fra Holland hertil. Vi er særligt stolte, fordi etableringen af Herregårdsruten er blevet til i et samarbejde med samtlige 10 fynske kommuner. Der er tale om en 660 km skiltet cykelrute på Fyn, Langeland og Ærø, som viser cyklisten vej gennem alle destinationens 10 kommuner og forbi en stor del af de 123 slotte og herregårde, der op gennem historien har sat sit præg på det karakteristiske fynske landskab. 🌳🌊
 
Etableringen af Herregårdsruten er støttet af Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse.
 
De cyklende hollændere
Holland er sammen med Tyskland, Norge og Sverige det land, vi tager imod flest turister fra. Sidste år havde vi mere end 75.000 hollandske overnatninger, og der er udsigt til en pæn vækst her i 2022. Da hollænderne samtidig er et af de mest cyklende folkefærd i verden, kan nomineringen af Herregårdsruten vise sig at være et sandt pletskud for os her på Bike Island Fyn. 🎯🚴‍♀️

Det er i øvrigt ikke første gang, at Fyn og Danmark gør sig bemærket på de hollandske breddegrader. I 2019 vandt Østersøruten N8, som har sit centrum i Svendborg og en hel del fynske kilometer på sin vej, titlen som Årets Cykelrute, og det har bl.a. medført stor efterspørgsel efter en fynsk stand på messen i Utrecht.
 

Tour de France: Fynsk cykelfeber og gul folkefest

Jonas Vingegaard
I sommer skrev Jonas Vingegård historie med sin Tour de France-sejr. En Tour, der startede med et brag af en folkefest i Danmark, hvor en gul bølge skyllede ind gennem Nyborg og hen over hele Fyn. Rigtig mange hoppede med på #gultskaldetvære-vognen og trak i den gule trøje.
 
Det kunne mærkes, at Tour de France kom til Fyn! Der blev pyntet op i gader og stræder, plantet gule roser med teksten "Bike Island Fyn" ved Storebæltsbroen, produceret gule romkugler, strikket små gule trøjer rundt omkring i de fynske strikkeklubber, og det lokale erhvervsliv både i Nyborg og rundt omkring på Fyn engagerede sig i festen og bakkede op om herlighederne med gul udsmykning, malede cykler og tour-trøjer. Der var tale om ægte fynsk sammenhængskraft, når den er allerbedst! 💛

Der blev meldt om travlhed på mange fynske hoteller, der lagde senge til hele Tour de France-karavanen med alt, hvad det indebærer af cykelhold, journalister, officials og naturligvis en hel masse cykelfans. Da der ovenikøbet blev afholdt DGI Landsstævne i Svendborg samme weekend, var der et tryk ud over det sædvanlige på de fynske hoteller.

Egeskov lagde kulisse til belgisk tv, som sendte live fra den imponerende vandborg, mens de idylliske brostensbelagte gader i H.C. Andersen Kvarteret i Odense var kulissen for hollandsk tv. Mange landes øjne var rettet mod Danmark og Fyn den weekend, og mange udenlandske gæster og journalister har efterfølgende været på besøg på Cykeløen Fyn for bl.a. at cykle på Herregårdsruten.

Et succesfuldt værtskab af en så stor og profileret event forstærker troen på, at intet er for stort til Fyn. Vi kan tillade os at have høje ambitioner – og er allerede i færd med at spotte den næste event, der kan forløse det fynske potentiale.

I julekalendernes fodspor på Juleøen Fyn

Julehjertets Hemmelighed
Der er intet, der kan samle danskerne på tværs af generationer, som julen og julekalenderne på tv. Årets to nye julekalendere, der begge er optaget på Fyn, har denne vinter sat Fyn på landkortet som jule- og filmdestination – og som hele Danmarks Juleø. 🎄
 
Både DR’s ”Julehjertets Hemmelighed” og TV 2’s ”Tinka og Sjælens Spejl” er optaget på Fyn. Det er intet mindre end historisk, at begge årets danske tv-julekalendere er optaget på Fyn. Og det er endnu mere unikt, at det er lykkedes at få lov til at samle de to produktioners universer i én enestående udstilling på Møntergården. En udstilling, der giver mulighed for at få et spændende kig behind the scenes i begge julekalenderuniverser. Den rummer nemlig originale, ikoniske rekvisitter og kostumer fra begge julekalendere.  
 
Udstillingen og den unikke mulighed for at gå i julekalendernes fodspor på en række filmlokationer i Odense og på Fyn har givet os et ganske unikt afsæt for at markedsføre hele paletten af juleoplevelser på Fyn, Langeland og Ærø i julemåneden. Og det har vi gjort under overskriften Juleøen Fyn.  
 
Film og tv-serier er en af de helt store inspirationskilder, når det gælder valg af feriemål eller udflugtsmål for en weekend (jf. Turisme.com). En tendens, vi nyder godt af på Fyn, hvor udstillingen på Møntergården og markedsføringen af Juleøen Fyn tegner til at blive en succes. Mere end 7.000 gæster har allerede være forbi udstillingen "24 pakker", og de øvrige fynske filmlokationer, herunder Den Fynske Landsby, Jernalderlandsbyen Odins Odense, Jernbanemuseet og Erholm Gods, melder om rigtig flotte besøgstal i åbningsdagene. 🙌
 
Har du ikke selv været forbi endnu, så husk at Møntergårdens udstilling 24 pakker kan opleves til og med den 8. januar 2023.

Jule-ikoner
 
Frameld nyhedsbrev