Destination Fyn nyhedsbrev
Vis nyhedsbrevet i en browser
Destination Fyn

Europas største golf-tour kommer til Kerteminde

Golfspiller in action på Great Northern i Kerteminde
Foto: Great Northern, Kerteminde.

60.000-80.000 gæster og verdens bedste golfspillere i en spektakulær, kystnær kulisse på Great Northern. Et solidt grundlag for at styrke golfturismen på Fyn. DP World Tour kommer til Kerteminde i 2026! 🏌🏼‍♂️🎉   
 
Når DP World Tour-turneringen, Danish Golf Championship, afvikles for tredje gang i sensommeren 2026, bliver det på Great Northern i Kerteminde. DP World Tour er den mest profilerede serie af golfevents i Europa, og turneringen i Kerteminde kommer til at have en præmiesum i omegnen af 20 mio. kr.

Golfbraget på Great Northern i 2026 bliver kulminationen på en fynsk serie af golfevents, der foruden DP World Tour i 2026 vil bestå af to Challenge Tour-turneringer i 2024 og 2025 i Odense og Nyborg.
 
Det kommer til at skabe værdi bredt på Fyn – på den korte bane i kraft af de mange hotelsenge, der skal redes i både Kerteminde, Nyborg og Odense, og på den lidt længere bane, hvor det forventes at være med til at styrke fortællingen om Fyn som golfdestination og øge golfturismen på Fyn. Blandt golfspillere i både Danmark og Europa er der en stor interesse for at spille på DP World Tours baner. Den bølge skal vi naturligvis ride med på her på Fyn i samarbejde med de fynske golfklubber.
 
 

Fyns første UNESCO verdensarv

Grafik af den gamle ringborg på Nonnebakken i Odense
Grafik: 7reasons. Gengivelse af, hvordan den gamle ringborg på Nonnebakken i Odense menes at have set ud. 
 
Vikingeborgen Nonnebakken i Odense blev i weekenden udpeget som UNESCO verdensarvssted. 🎉

Nonnebakken er udpeget sammen med de fire andre danske vikingeborge: Aggersborg ved Aggersund, Fyrkat ved Hobro, Trelleborg ved Slagelse og Borgring ved Køge.

Den mere end 1000 år gamle ringborg på Nonnebakken er Fyns første UNESCO verdensarv. Det betyder, at Odenses og Fyns historiske arv er blevet gjort til hele verdens arv. En arv, vi er stolte af, og som i de kommende år i dén grad vil komme til at spille en rolle i formidlingen og oplevelsen af Odense og hele destinationen. 

Stort tillykke til Odense med udnævnelsen! 👏💙

Udpegelsen af de danske ringborge bliver fejret med en folkefest i vikingernes tegn d. 30. september i Odense.
 

Lystfiskere fra Italien, Tyskland og Østrig restaurerer vandløb på Fyn

Fisketurister fra Østrig i fuld sving med at optælle fiskebestanden i et fynsk vandløb.
Fisketurister fra Østrig i fuld sving med at optælle fiskebestanden i et fynsk vandløb. Foto: Christoph Hein.
 
I 2022 var der 650.000 udenlandske fisketurister i Danmark. Mange kommer ikke kun for at fiske, men for hele naturoplevelsen. 🎣

Det fælles fynske projekt, Havørred Fyn, har i mere end 30 år haft fokus på restaurering af vandløb, udsætninger og fisketurister. Nu tester Havørred Fyn, om tiden er moden til at slå flere fluer med ét smæk. De kobler nemlig vandløbsrestaurering med fisketurisme og giver dermed turisterne mulighed for at give noget tilbage til naturen.

I weekenden den 9.-10. september brugte en gruppe fisketurister således en dag af deres fiskeferie på hårdt fysisk arbejde. De hjalp til med at opgøre ørredbestanden i et tidligere restaureret vandløb og med at forbedre forholdene for de små fisk i et andet.

En mere værdifuld fiskerejse
Ifølge en ny rapport fra VisitDenmark rejste 650.000 udenlandske turister i 2022 på kyst- og naturferie i Danmark på grund af lystfiskeri. Det er en markant vækst på over 60% i forhold til 2017.

Flere af fisketuristerne vil gerne give en hånd med i det frivillige arbejde, og Havørred Fyn tror på, at det kan højne oplevelsen af fiskerejsen markant. I fremtiden skal der udvikles flere konkrete initiativer, hvor turister kan deltage i vandplejeprojekter i hele Danmark og dermed være med til at forbedre levevilkår for de næste generationer af fisk.
 
 

💡 Vidste du...?

... at Denmark Open i Odense er en af verdens største badmintonturneringer? 🏸

Der afholdes Denmark Open i Jyske Bank Arena i uge 42. Det er syttende år i træk, der afholdes Denmark Open i Odense.
 
Denmark Open er Danmarks mest sete tilbagevendende sportevent med +20.000 tilskuere og +500 mio. tv-seere.
 
 

Forstå AI og de muligheder, det skaber for turismebranchen

Hovedspeaker Christian Bech Nørhave
AI – Artificial Intelligence – er blevet en del af vores hverdag. Men hvordan håndterer du AI og bruger det i din egen virksomhed? Og hvordan kommer AI til at påvirke turismebranchen?

Det er nogle af de spørgsmål, du vil få svar på, når Christian Bech Nørhave indtager Rethink Tourism 2023.

📌 Christian Bech Nørhave har i mange år rådgivet virksomheder og organisationer i Danmark om brugen af AI. På Destination Fyns årskonference tager han os med på en rejse ud i AI-land, hvor vi ser nærmere på, hvordan AI påvirker vores verden, og særligt hvordan det påvirker turismebranchen.

Christian dykker ned i en række specifikke cases, der illustrerer, hvordan AI allerede bliver brugt, og deler ud af konkrete tips og tricks til, hvordan du selv kommer i gang med at bruge AI i din organisation.
 
 

Tysk interesse for det fynske arbejde med bæredygtig turisme

Broholm Slot
Foto: Broholm Slot
 
“Das ultimative Ziel ist ein Tourismus, der die Region besser macht.” 💚

Sammen med alle partnere på destinationen arbejder vi strategisk og kontinuerligt med at gøre turismen på Fyn og Øerne mere bæredygtig – gøre det til et grundvilkår i al udvikling. Det er noget, som turister tager positivt imod, og det er også noget, der nu stilles skarpt på i det tysksprogede Skandinavien-magasin Nordis.

Journalisten Dörte Rahming zoomer ind på nogle af de bæredygtige tiltag, vi kan bryste os af på Fyn. Hun har bl.a. besøgt Broholm Slot, der gør sig umage med at drive stedet så bæredygtigt som muligt, bl.a. producerer de selv deres varme. Her er erfaringen, at det er noget, gæsterne efterspørger, særligt den yngre generation.

Andre eksempler, som artiklen kommer ind på, er Middelfarts Klimarute og Midtfyns Bryghus, der brygger øl på rugbrød, der ellers ville være blevet kasseret.
 
👉🏼 Læs hele artiklen Alte Mauern und altes Brot

👉🏼 Find redskaber til dit eget arbejde med bæredygtig forretningsudvikling i Destination Fyns bæredygtige redskabskasse
 

Destination Fyn har fået ny markedschef

Martin Jensen
Foto: Martin Jensen.
 
Martin Jensen er ny markedschef for Destination Fyn.

Martin Jensen, som er et velkendt ansigt i Destination Fyn, har fået ny titel. Han er blevet markedschef med ansvar for den samlede produktportefølje på leisure-området og for udviklingsprojekter, markedsføring og kommunikation. 
 
Martin står altså fremover i spidsen for Destination Fyns tiltrækning af gæster fra nærmarkederne til den oplevelsesøkonomiske branche på Fyn, Ærø og Langeland. 
 
 

Invitationer og seneste nyt

Invitation: Workshop om Kulturturisme
Hvordan kan vi bruge kulturen til at binde Fyn og Øerne bedre sammen? Hvad skal der til for, at kulturturister i højere grad retter blikket mod Fyn og Øerne? Destination Fyn inviterer til workshop om den kommende Temahandleplan for Kulturturisme. 
📌 Mandag den 9. oktober kl. 9.00-12.00 på Nordatlantisk Hus, Odense Havn

👉🏼 Læs mere og tilmeld dig kulturturisme-workshoppen
 
Invitation: Havørredens Dag
Havørred Fyn inviterer til en aften i havørredens tegn med foredrag og lidt godt til ganen.
📌 Onsdag den 11. oktober kl. 18.30-21.30 hos Fyns Laksefisk

🎣 Læs mere og tilmeld dig Havørredens Dag
 
Museum Odense er blevet Green Attraction
Efter gennem et par år at have sat fokus på grøn omstilling i hele organisationen har tre af Museum Odenses museer nu sikret sig det synlige bevis fra Green Attraction. Det er Den Fynske Landsby, H.C. Andersens Hus og Møntergården, der er blevet certificeret.

👉🏼 Læs mere om bæredygtig museumsdrift i Den Fynske Landsby
 
Odense – den perfekte by?
Odense er ifølge Hamburger Morgenpost den perfekte by, fordi byen har masser af grønne områder, masser af vand, få biler, plads til cyklister, fodgængere og børn, korte afstande og et velfungerende offentligt transportsystem. Den fynske hovedstad synes at være én stor forlystelsespark.

👉🏼 Læs artiklen "Beliebte dänische Insel: Diese Stadt macht alles richtig"
 
Podcast: Talk om regenerativ turismeudvikling og bæredygtighed
Gik du glip af vores talk med Christian Dragin-Jensen, Niels Ole Præstbro og Jesper Grenaa ved årets Klimafolkemøde i Middelfart? Fortvivl ikke! Du kan lytte med på hele debatten på podcasten Maskinrummet. Find episoden på podcast-app'en på din telefon eller i Maskinrummet:

🎧 Lyt til debatten om regenerativ turismeudvikling og bæredygtighed 
  
Frameld nyhedsbrev