Destination Fyn nyhedsbrev
Vis nyhedsbrevet i en browser
Destination Fyn

Juleøen Fyn: Ny julekalenderudstilling på Møntergården

Pige kigger sig over skulderen i mørkt rum med juletræ.
Foto: Julekalenderudstillingen Valdes Jul. Igen i år slår Møntergården dørene op for en fantastisk udstilling. Fotograf: Rico Feldfoss.

Sidste år var knap 12.000 gæster forbi julekalenderudstillingen på Møntergården i Odense. I år følges der op med en ny udstilling om Valdes Jul, som er årets julekalender på TV2 og TV2 Play. 🌟

I Valdes Jul møder vi et nyt, magisk univers på TV – lige så magisk som Fyn og Øerne ved juletid. Valdes Jul er nemlig optaget på Fyn ligesom sidste års to tv-julekalendere Julehjertets Hemmelighed og Tinka og Sjælens Spejl.

Markedsføringen af Juleøen Fyn rummer meget andet end det, der har at gøre med årets TV-julekalender, nemlig et samlet fokus på at fortælle danskerne om de mange lokale julemarkeder og de særlige, magiske oplevelser på de fynske lokationer op til jul. Vi glæder os til igen at give danskerne en særlig anledning til at besøge både udstillingen på Møntergården og de mange hyggelige julemarkeder på Fyn og Øerne – vi er sikre på, at et besøg på hele Danmarks juleø endnu en gang vil bringe dem i den helt rette julestemning!

Juleøen Fyn-samarbejdet startede sidste år og er et samarbejde mellem FilmFyn, Museum Odense, Odense Kommune og Destination Fyn.

Udstillingen på Møntergården åbner 18. november 2023 og vil kunne ses frem til 7. januar 2024.

 

Fyn skal være en outdoordestination med international klasse

Postkort med teksten
Foto: Fælles om Fyn og Øerne. Destination Fyn.
 
Men hvordan? Det spørgsmål stillede vi de fynske turismeaktører, der har outdoorturister som deres målgruppe.

Vi er i færd med at udarbejde en temahandleplan, der skal pege på konkrete handlinger, som kan være med til at realisere drømmen om at blive en outdoordestination med international klasse. Det kan vi ikke gøre alene. Derfor havde vi inviteret de fynske outdoor-aktører udenfor til en dag i Fyns Sommerland, hvor vi sammen tog pulsen på Fyn som outdoordestination.

Vi kom bl.a. omkring:
📌 Hvor er de bedste fiskespots på Fyn?
📌 Hvilke udfordringer er der, når man cykler i den fynske natur?
📌 Hvordan kan vi bidrage til at positionere fynsk vandsport stærkere?
📌 Hvad er det særlige ved vandreruterne på Fyn?

TAK for de mange indbringende svar fra et passioneret erhverv – de vil i høj grad styrke planen, så vi sammen finder en fælles retning for Fyn og Øerne. Næste skridt er nu, at vi trækker i arbejdstøjet og går i maskinrummet, hvor vi arbejder videre med de mange ideer og input.

Temahandleplanen for Outdoorturisme er en del af arbejdet med den fælles Udviklingsplan for Fyn og Øerne. Begge dele forventes offentliggjort i starten af 2024. 
 

Et mere bæredygtigt VICTOR DENMARK OPEN

Badmintonspiller står i spotlight foran sponsorvæg og bliver interviewet. Han laver V-tegn til kameraet.
Foto: Interview under sidste års Denmark Open. Fotograf: Allan Hogholm
 
Store internationale events sætter et klimamæssigt aftryk. Vi skal sikre os, at aftrykket fra Odenses internationale badmintonevent med tiden bliver så begrænset og grønt som overhovedet muligt. 🏸
 
VICTOR DENMARK OPEN, der for syttende år i træk afholdes i Odense i efterårsferien, er en af verdens største badmintonturneringer. Vi er bevidste om det klimamæssige aftryk, det fører med sig at være vært for en så stor international event. Og vi har en forpligtelse til at agere så ansvarligt som muligt i alle dele af eventens planlægning og afvikling.

Heldigvis står vi ikke alene med ønsket om at have et øget fokus på ansvarlig eventafvikling. Tværtimod. Vi har et stærkt partnerskab med Badminton Danmark, Odense Sport & Event og Odense Kommune, og sammen har vi en ambition om at sikre en mere bæredygtig klima- og miljøprofil for VICTOR DENMARK OPEN. Vi håber også på sigt at kunne inspirere andre til at have et bæredygtigt mindset i deres eventafvikling.

Helt konkret fik vi sidste år foretaget en måling, der både giver et godt indblik i de klimamæssige fodspor, eventen hidtil har sat, og pejler os i retning af, hvor vi kan sætte ind - og hvor det er nemmest at tage fat først. Det arbejde skyder vi i gang i år.
 
💚 Det handler bl.a. om at sortere affald bedre, så mere kan genanvendes, og om at genbruge så meget som muligt, så mindst muligt bliver kasseret efter eventen.
 
💚 Det handler også om at gøre maden mere klimavenlig, transporten mere bæredygtig og overnatningerne grønnere.
 
💚 Og så handler det om at prikke til både spillere, publikum, frivillige og officials for også at få dem til at træffe bevidste – og meget gerne grønnere – valg. Bare en gang imellem.

Vi er optimistiske på, hvor langt vi kan komme med vores ambitioner om en grønnere eventafvikling. Vi har nemlig mulighed for at arbejde langsigtet og hele tiden skærpe vores mål, da Odense er vært for VICTOR DENMARK OPEN helt frem til 2026. 
 
 

💡 Vidste du...?

... At ved VICTOR DENMARK OPEN overnatter 100% af spillere og officials på et miljøcertificeret hotel? 🏸💚

Af Odenses i alt 19 hoteller er der nu 8, der er miljøcertificeret med enten Green Key eller Svanemærket.
 
 

Sådan bruger destinationer rundt omkring i verden AI

Hovedspeaker og moderator Signe Jungersted
Hvordan bruger destinationer rundt omkring i verden AI - Artificial Intelligence? 

Det bliver du klogere på, når Signe Jungersted indtager Rethink Tourism den 1. november 2023.

📌 
Signe Jungersted er CEO og co-founder af strategibureauet Group NAO, der rådgiver destinationer i store dele af verden. Signe er en god ven af huset og har de sidste år optrådt som vores knivskarpe moderator ved vores årskonference Rethink Tourism.

Med en fortid som udviklingsdirektør i Wonderful Copenhagen har Signe et skarpt blik på det danske turismelandskab, ligesom hun i kraft af sit arbejde i Canada, USA, det meste af Europa og New Zealand også nu følger tæt med i udviklingen og nytænkning inden for turisme i det meste af verden.

Group NAO har i efteråret 2023 indledt et samarbejde med bl.a. City Destinations Alliance om destinationers brug af og forventninger til AI. Signe vil i løbet af konferencen dele udvalgte indsigter og eksempler herfra, mens hun binder tråd gennem dagen fra Janette Roushs fortælling om, hvordan AI konkret og omfattende har ændret hendes arbejdsliv som marketingdirektør hos New Yorks turismeorganisation, til Christian Bech Nørhaves introduktion til den transformative AI-rejse, turismebranchen står over for.
 
 

Søg om tilskud fra CO2-puljen

Sløret orange, lyserød og blå aftenhimmel over badehusene på Ærø
Foto: Badehusene på Ærø under brændende aftenhimmel. Fotograf: Freja Koch Christlieb
 
Har du brug for hjælp til at få dokumenteret din virksomheds CO2-aftryk? Eller for at få det verificeret af en rådgiver?
 
Med en voucher fra CO2-puljen står du stærkt, når du skal dokumentere din virksomheds klimapåvirkning.

CO2-puljen er en tilskudsordning med en ramme på 50.000-150.000 kr. for et projektbudget. Dvs. at du kan søge om en voucher på 25.000-75.000 kr., svarende til halvdelen af din virksomheds projektbudget.

CO2-puljen er målrettet små og mellemstore virksomheder og giver mulighed for at søge om tilskud til udgifter relateret til dokumentation af CO2-udledning, kompetenceudvikling eller certificering gennem miljømærkning.
 
 
Det er Erhvervshus Nordjylland, der tager imod ansøgninger - virksomheder i hele landet kan søge. Har du spørgsmål til CO2-puljen? 📧 Kontakt forretningsudvikler Mark Hauge Østergaard   
 

Grøn konference + Grøn værktøjskasse 🍃

Inspirationskonference: Fremtidens grønne erhvervsturisme
MeetDenmark inviterer til konference om fremtidens grønne erhvervsturisme. For alle, der beskæftiger sig med erhvervs- og mødeturisme og vil arbejde med bæredygtig omstilling.
📌 Onsdag den 25. oktober kl. 09.30-16.00 i Århus
 
 
Din bæredygtige fynske værktøjskasse
Vi har samlet og udviklet en række værktøjer, der gør det lettere for dig at udvikle din forretning i en mere bæredygtig retning. Den indeholder bl.a. en guide til certificeringer, til afholdelse af ansvarlige konferencer og events og til, hvordan du kommunikerer om dine bæredygtige tiltag.

💚 Dyk ned i din bæredygtige værktøjskasse her
  
Frameld nyhedsbrev