Vind VIP-billetter til hesteshow i vinterferien
Vis nyhedsbrevet i en browser
Destination Fyn

800 ponyer og heste holder vinterferie i Odense

Hest og rytter i spring ved sidste Scandinavia Jumping Tour i Odense Congress Center
Hest og rytter i spring ved sidste Scandinavia Jumping Tour i Odense Congress Center. Foto: Palero Foto.
 
I vinterferien afholdes der Scandinavia Jumping Tour i Jyske Bank Arena i Odense – et stævne i spring for ponyer og heste. 🐴

Scandinavia Jumping Tour er et rigtig godt eksempel på en event, der giver mange besøgende i byen på et tidspunkt, hvor en del fynboere selv er på ferie andre steder. Præcis ligesom Denmark Open i badminton i efterårsferien.

Ikke mindre end 800 ponyer og heste deltager nemlig i Scandinavia Jumping Tour i Odense i vinterferien. Der er altså 800 ryttere, der sammen med hestepassere, trænere, familiemedlemmer og tilskuere kommer til byen og skal spise og overnatte. Et stævne som dette genererer en turismeøkonomi i omegnen af 4 mio. kr.

VIP-billet til Scandinavia Jumping Tour
Vi ligger inde med 2 x 2 VIP-billetter til Scandinavia Jumping Tour, der inkluderer en 3-retters middag med vin, søndag den 11. februar kl. 18, mandag den 12. februar kl. 18, torsdag den 15. februar kl. 18 eller fredag den 16. februar kl. 18. Vi trækker lod om billetterne blandt alle interesserede nyhedsbrevslæsere. 
 
📧 Deltag i konkurrencen om 2 VIP-billetter: Skriv til Kasper Roe Iversen senest fredag den 9. februar kl. 10.00. Oplys, hvilken dag du ønsker billetterne til. Billetterne fordeles ved lodtrækning. Vinderen kontaktes direkte.
 

Inspirationsture: De fynske venues skal opleves!

Sidste inspirationstur gik bl.a. til Egeskov.
På en inspirationstur i marts 2023 var vi bl.a. forbi Egeskov. Arkivfoto.

Vi inviterer løbende mødebookere, eventplanlæggere o.l. på inspirationsture til de fynske mødesteder. Det skal få dem til at vælge en fynsk venue til deres næste konference eller firmaarrangement. 🤸🏻‍♂️

Den 12.-13. marts 2024 har vi inspirationsturen "Herskabelig Hygge" på programmet. Turen tager deltagerne med rundt til forskellige slotte og herregårde på Fyn og Langeland. Programmet er nøje sammensat og byder på besøg på forskellige venues, spændende oplæg fra bl.a. Heartland Festival, tid til at prøve aktiviteter af på egen krop og til sparring med kolleger fra branchen. Deltagerne kommer denne gang på besøg på Brahetrolleborg Slot, Stella Maris, Holckenhavn Slot, Sanderumgaard Gods, Lundsgård Gods, Tranekær Slot og Broløkke Herregård.

Inspirationsturene skal styrke kendskabsgraden, så Fyn og Øerne forhåbentlig er det første, deltagerne tænker på, næste gang de skal vælge venue til en event.

Hjælp os med at tippe mødebookere, eventplanlæggere o.l. uden for Fyn om inspirationsturen 👉🏻 Inspirationstur: Herskabelig Hygge

📧 Kunne du tænke dig at få besøg på en af vores næste inspirationsture? Så kontakt Sofie Borch Nielsen for en snak om, hvad du kan tilbyde deltagerne på sådan en tur 
 

Vidste du...? 💡

… … at der er mere end 100 skiltede vandreruter på Fyn og Øerne?

Dansk Vandrelaug og Stivennerne har (helt bogstaveligt) gennemgået de 70 for at vurdere dem og komme med forslag til forbedringer.
 

Velkommen til 4 nye medlemmer 💙

Vi har budt velkommen til 4 nye medlemmer af Destination Fyn i 2024:
Ærtefabrikken
Ærtefabrikken

Ærtefabrikken er et eventsted – en ny venue med smukke men også rå rammer og plads til 300 gæster, som tilbyder fester, events og konferencer på Thriges Plads i Odense. Samtidig er det et sted for små startups, et hus fyldt med værksteder med spirende iværksættere.

Ærtefabrikken er blevet en del af Destination Fyn, fordi de gerne vil vise flaget med deres nye venue.
 
 
Restaurant Nordatlanten
Restaurant Nordatlanten

Restaurant Nordatlanten har siden 2013 holdt til i Nordatlantisk Hus på havnen i Odense. Restauranten tilbyder en bred vifte af konferencer, fester og god mad med en fransk/nordatlantisk profil.

Restaurant Nordatlanten er blevet medlem af Destination Fyn, fordi deres behov matcher med de ting, Destination Fyn kan tilbyde i forbindelse med konferencer, events mm.
 
 
Alfred og Camilla
Alfred & Kamilla

Alfred & Kamilla er et kokkehus på Odense Havn. Et sted, der er alt det, du kunne ønske dig, men bare ikke ved om kan lade sig gøre. Det handler om mennesker, om at være. De bedste ting i ”livet” er aldrig ting.

Alfred & Kamilla er blevet medlem af Destination Fyn, fordi de oplever, at Destination Fyn er i øjenhøjde på samme måde, som de selv er det, og at vi taler samme sprog. Vi elsker Fyn og vil gerne vise Fyn frem – det samme vil Alfred & Kamilla.
 
 
DOK5000
DOK5000

I 2023 overtog venue-virksomheden Evenues det rustikke DOK5000 på Odense Havn, der kan rumme alt fra konferencer og silent meetings til firmafester og streetfood events. DOK5000 huser også den stilfulde og hyggelige vinbar Artemisia. 
 
Med overtagelsen af DOK5000 ønsker Evenues at bidrage til livet på Odense Havn og til at sætte Odense på verdenskortet. Og som ny aktør på det fynske turismemarked er det helt naturligt for Evenues at blive en del af det stærke partnerskab, som Destination Fyn har bygget op med sine medlemmer.
 
"Som medlem af Destination Fyn kan vi sammen vinde mere til byen, som vil komme alle til gode," udtaler Noomi Lind Rønne fra Evenues.
 
 

To fynske bogudgivelser 📚

To aktuelle fynske bogudgivelser
 
 
📚 Ny gastro-bog hylder den odenseanske gastro-elite
Den 4. februar var der bogreception på John Rendboe og Daniel Buchwalds bog GastroOdense på Brandts. GastroOdense serverer et portræt af den odenseanske gastro-elite, restauranterne Aro, Bacchus, HOS, Sortebro Kro og Vår, som kulinariske bastioner og giver et indblik i de fem restauranters baggrundshistorier, drømme og fremtidsvisioner.
 
📖 "Pigerne fra Sprogø" i ny bog og som udstilling på Fattiggården
Den 20. februar udgiver Sarah Smed, leder af Danmarks Forsorgsmuseum, sammen med Stine Grønbæk Jensen bogen "Pigerne fra Sprogø". Det er historien om de ustyrlige pigers ø og et statsligt overgreb. I anledning af bogudgivelsen åbner Museum Sydfyn en mini-udstilling under titlen "Fra Fattiggården til Sprogø. Fra Sprogø til Fattiggården" på Forsorgsmuseet. 
 

Hvad skal du opleve i vinterferien?

Troldene kommer på Øhavsmuseet
Troldene kommer! Foto: Lasse Skov / Øhavsmuseet.
 
Staycation i vinterferien? Fyn og Øerne bugner med tilbud og oplevelser for både store og små:

🔪 Hvad skal der stå på din kniv?
Dyk ned i Danmarks spændende historie og lav din helt egen runekunst på Møntergårdens hyggelige vinterferie-værksted
 
👹 Hjælp troldene på Øhavsmuseet
Selv om trolde kan se store og farlige ud, er de ikke nødvendigvis de klogeste væsner. Tag på troldejagt på Øhavsmuseet.
 
💡 Lysaftener i Odense ZOO
Vintermørket lyses op i alle regnbuens farver. Årets tema er den nordiske mytologi. De magiske lysaftener er tilbage i Odense Zoo.
 
🌟 Luminis på Egeskov
Få en sanselig kunstnerisk lysoplevelse i haven på Egeskov, der for ottende gang slår dørene op til det magiske lysshow.
 
🏹 Arkæologisk værksted
Besøg den arkæologiske skurvogn og prøv din egen mini-udgravning, hvor hele familien kan være med på Vikingemuseet Ladby.
 
 
🥙 Storms Pakhus
Storms Pakhus har fastelavnsfest, koncert, Veras Market, pizzaskole, forskellige Valentins-arrangementer og meget mere på programmet. Se Pakhusets eventkalender.
 
🚂 Danmarks Jernbanemuseum
Se skuespil med Koblingerne, kør med det populære minitog, byg med DUPLO-klodser og hyg jer på den udendørs legeplads på Danmarks Jernbanemuseum.
 
 
Frameld nyhedsbrev