Invitation: Workshop om smag og sensorik
Vis nyhedsbrevet i en browser
Destination Fyn

Fyn og Øerne har fået en UNESCO Global Geopark 🎉

Drejø - en del af Geopark Det Sydfynske Øhav
Drejø - en af de 55 øer og holme i Geopark Det Sydfynske Øhav. Foto: Mikkel Jezequel.
 
Geopark Det Sydfynske Øhav er blevet udnævnt til UNESCO Global Geopark ved UNESCO Executive Board’s forårsmøde i Paris.
 
En geopark er et geografisk område med særlig geologisk betydning og en stærk kulturarv. Geoparker har stor videnskabelig og kulturhistorisk værdi, fordi de giver et unikt indblik i naturfænomener og miljøprocesser, som over hundredtusinder af år har skabt landskaber og præget biodiversitet og naturgrundlag. Når et område opnår UNESCO-udnævnelse, er det en anerkendelse af stedets unikke kendetegn og betydning for menneskehedens fortid og fremtid. Samtidig er det en anerkendelse af, at stedet har særligt gode forudsætninger for at udvikle tilgange, metoder og projekter i forhold til at virkeliggøre FN’s 17 verdensmål på lokalt plan.
 
Geopark Det Sydfynske Øhav udmærker sig ved at være et af verdens største oversvømmede istidslandskaber med 55 øer og holme. Den strækker sig over et stort areal af både land og vand på tværs af Faaborg-Midtfyn, Svendborg, Langeland og Ærø Kommune. Geoparken indeholder både den berømte randmoræne, De Sydfynske Alper og Danmarks største sten på land, Damestenen, som formentlig blev aflejret af is-strømme under den sidste istid.
 
Set med fynske øjne er det jo helt vildt, at vi har fået hele to UNESCO-udnævnelser inden for et år. Nu kan besøgende både opleve verdensarv i form af resterne af en ringborg fra vikingetiden på Nonnebakken i Odense og en geopark med en unik natur skabt i istiden i det sydfynske. Inden for ganske kort afstand. Vi er ved at revne af stolthed! 🤸🏻‍♂️🙏🏻
 
👏🏻 Kæmpe cadeau til folkene bag geoparken og det stærke samarbejde på Sydfyn. Tillykke med udnævnelsen! Vi glæder os til at understøtte det videre arbejde med at aktivere den nyudnævnte UNESCO-geopark over for især internationale turister.  
 
 

Vidste du...? 💡

… at Geopark Det Sydfynske Øhav er den tredje danske geopark på listen med de nu i alt 18 UNESCO Global Geoparker i verden? De to andre er Geopark Odsherred og Geopark Vestjylland. 
 
Kilde: Geopark Det Sydfynske Øhav
 

Workshop: Sådan styrker du gæsternes oplevelse af dine bæredygtige tiltag 💚

Destination Fyn inviterer til Rethink Tourism X Sustainability-workshop den 23. april
Destination Fyn inviterer til Rethink Tourism X Sustainability-workshop den 23. april.
 
Hvordan får du dine kunder til at slukke lyset, sortere skraldet, spare på håndklæderne og besøge dig uden for højsæsonen? 🤷🏻‍♀️
 
Destination Fyn inviterer til workshop, hvor vi udforsker nye måder at integrere bæredygtighed i gæsteoplevelsen - uden at gå på kompromis med komfort og service. Med hjælp fra adfærdseksperter fra Behave Green ser vi nærmere på brugeradfærd, nudging og de små ændringer, der kan gøre en stor forskel. 
 
Workshoppen er for turismevirksomheder på Fyn og Øerne.

Hvad kan du forvente:
 
👁‍🗨 Indblik i adfærdspsykologi: Lær om bias og barrierer, der påvirker opfattelsen og implementeringen af bæredygtige tiltag.
 
💬 Interaktiv øvelse: Anvend adfærdsgreb på dine egne cases og arbejd konkret med at skabe bæredygtige forandringer.
 
🤍 Netværk: Mød ligesindede og udveksl erfaringer og idéer.
 
Tid og sted
📅 Tirsdag 23. april kl. 09:00-12:30 📍 Gl. Bydegaard, Helnæsvej 4, Haarby
📩 Tilmeldingsfrist: 19. april
 
 

Kommunikér om god adfærd i naturen 🌲

Frise med illustrationer af god adfærd i naturen
Illustrationer til kommunikation om god adfærd i naturen - brug dem i din egen kommunikation. Illustrator: Mette Lehmann.

Må man overnatte i skoven? Eller på stranden? Må man tænde bål? 🔥 Eller bade nøgen? Og hvor må man egentlig gå, ride og cykle? 🐎

Langt de fleste passer godt på naturen, når de færdes og opholder sig i den. Men ikke alle er klar over, hvad man egentlig må og ikke må - hvordan man udviser god adfærd i naturen.
 
Har du brug for at hjælpe naturgæsterne lidt på vej?
Brug vores kommunikationskit om god adfærd i naturen. 
Vi har udarbejdet 12 illustrationer og en række forslag til tekster, som frit må benyttes af turismeaktører, kommuner m.fl. på Fyn og Øerne til at kommunikere om god adfærd i naturen.

📢 Illustrationerne kan fx bruges på infoskilte ved naturområder, på plakater, i pjecer, på hjemmesider og opslag på sociale medier. 

👉🏻 Hent illustrationer, tekster, vejledning og eksempelmateriale til kommunikation om god adfærd i naturen i vores Media Center
 

INVITATION: Hvordan smager Fyn?

Kom til workshop om
Kom til workshop om "Smagen af Fyn" - for lokale fødevareproducenter, kokke og iværksættere inden for mad og drikke.

Workshop om smag og sensorik – for fødevareaktører på Fyn og Øerne. 🍒🍺

Hvad er smag? Og hvad er sensorik? Tag med på en rejse ind i smagens verden, hvor vi dykker ned i de grundlæggende smagskomponenter og bliver klogere på, hvordan de påvirker smagsoplevelsen, og hvordan du selv kan anvende denne viden i dit arbejde. 👅👃🏻

Vi skal bl.a. nørde i fermenteringsteknikker, og så skal vi drøfte ”Smagen af Fyn”. Hvordan smager Fyn? Og hvad er ”Smagen af Fyn” egentlig for en størrelse?

Mød bl.a. Lisbeth Ankersen fra Innova Consult, der er ekspert i smag, kultur og fermentering, Jens Helt fra Havsmag og Max Rasmussen fra Ztove.

Tid og sted
Tirsdag den 16. april kl. 16-19 i Drivhuset på Storms Pakhus, Odense
 
Tilmelding
Der er et begrænset antal pladser. Tilmeldingsfrist: 12. april.
👉🏻 Tilmeld dig workshoppen om smag og sensorik
 
Arrangør
Smagen af Fyn, Destination Fyn, Storms Pakhus og Food & Bio Cluster Denmark
 
 

Nyt medlem: Smagen af Fyn

Grønne fynske asparges
Gårdbutikker, brygmestre og alle former for fødevareproducenter er med i Smagen af Fyn, som nu også er blevet medlem af Destination Fyn. Arkivfoto.
 
Velkommen til Smagen af Fyn som nyt medlem af Destination Fyn. 💙 
 
Smagen af Fyn er et samarbejde mellem store og små fødevareproducenter, brygmestre, gårdbutikker, kokke, restauratører og andre ildsjæle, der forener kræfterne for at bringe de bedste fødevarer fra den fynske jord til dit bord.
 
Smagen af Fyn er nyt medlem af Destination Fyn. Vi glæder os til at rykke endnu tættere på hinanden og forstærke samarbejdet om udviklingen og markedsføringen af de mange unikke gastro-oplevelser på Fyn og Øerne. Den fælles workshop om smag og sensorik på Storms Pakhus, som du kunne læse om i forrige artikel, er et rigtig godt eksempel på, at samarbejdet allerede er i gang!
 
 

Trim, optimér og professionalisér 💪🏻

Mia Rasmussen i caféen på Emmerbølle Strand Camping, som har fået to nye store fløjdøre.
Foto: Caféen på Emmerbølle Strand Camping har fået to nye store fløjdøre. Det var en af de ting, der blev identificeret som vigtige at få lavet i år for at gøre caféen mere indbydende.
 
Feriepark Langeland har sammen med otte andre virksomheder deltaget i forløbet ”Stærke forretningsmodeller og ny finansieringsparathed”. 🎯
 
Forløbet, der var udbudt af Dansk Kyst- og Naturturisme, havde fokus på at trimme, optimere og professionalisere for at nå frem til virksomhedens vision for 2028. Ud fra deres ’Vision 2028’ har Feriepark Langeland identificeret og beskrevet deres 'must-win-battles', og Mia Rasmussen, der er ejer af Feriepark Langeland, har været begejstret for at deltage i forløbet:
 
- Det har betydet, at jeg i dag står med en fuldt færdig 5-års visionsplan for Feriepark Langeland. Et opslagsværk, som ved dagligt brug sikrer, at jeg forbliver på rette spor og selv opdager små uønskede udsving, inden de vokser sig større.
 
 
Det første forløb i projektet ”Stærke forretningsmodeller og ny finansieringsparathed” har haft til formål at styrke etablerede turismevirksomheders vækstmuligheder ved at skabe gode rammer for forretningsudvikling og ny finansieringsparathed. Ambitionen har været, at virksomhederne efter forløbet står mere robuste og med mulighed for at realisere det vækstpotentiale, der ellers forbliver uforløst.
 

Flere fynske nyheder 📢

'Anbragt' er nomineret til ’Museum + Heritage Award’ 🎉
Danmarks Forsorgsmuseums udstilling ’Anbragt’ er blevet nomineret til den prestigefulde pris ’Museum + Heritage Award’, der har kælenavnet ’The Oscar of the museum world’. Udstillingen er nomineret i kategorien ’International Exhibition of the Year’, og der er fire nominerede udover ’Anbragt’. ’Museum + Heritage Award’ bliver uddelt ved en ceremoni den 15. maj i London.
 
 
Hele verden har fået øjnene op for Ærøskøbings lille luksushotel 🏨
”The Monica skal være ’home, away from home’,” lyder det fra Monica Conradsen, når hun bliver bedt om at sætte ord på gæsteoplevelsen på hendes boutiquehotel i Ærøskøbing. Mød Monica Conradsen, ildsjælen bag The Monica, i Turisme.nu's serie Maskinrummet.
 
 
Heartland opskalerer: Giver endnu mere plads til samtidskunsten 💬
Heartland har offentliggjort det mest ambitiøse kunstprogram til dato. 10 fremtrædende samtidskunstnere bidrager i år med værker til Heartland – ni af dem er skabt helt specifikt til de historiske og idylliske omgivelser. 
 
 
Vil du stå smoltvagt? 🐟
Inden længe går det løs med årets smolt-udsætninger i de fynske vandløb. Vil du hjælpe til med at holde rovfuglene væk og passe på de sårbare havørredsmolt, når de sættes ud? Book en smoltvagt på smoltvagt-app'en.
 
 
 
Frameld nyhedsbrev