Det fik vi ud af Hike Fyn-projektet 👣
Vis nyhedsbrevet i en browser
Destination Fyn

Vandring er det nye sort 🥾

 
160 lokale Hike Friends, 16 nye bænke på Øhavsstien, faciliteter ved de nye vandresløjfer i Sybergland og Valkyriestien, en vandrepas-app, et digitalt vandrekort og 12 trykte kort. Det er et lille udpluk af, hvad Hike Fyn-projektet har ført med sig.
 
Interessen for at komme ud at gå eller vandre i naturen er stigende, både blandt danskerne og hos vores gæster fra andre lande. Det betyder, at der er potentiale i at satse på at tiltrække vandreturister. Det kan både øge omsætningen og forlænge sæsonen.
 
Derfor har vi de sidste fire år sat turbo på at udvikle Fyn og Øerne som vandredestination med projektet Hike Fyn. Projektet har haft fokus på at udvikle Fyn og Øerne som én samlet vandredestination og på at bringe det fynske vandreprodukt op i international særklasse.
 
Ved udgangen af 2024 afsluttede vi Hike Fyn-projektet. Derfor har vi dedikeret denne uges Nyt fra Destination Fyn til at gøre status på projektets vigtigste resultater.
 
Ud over de ting, du kan læse om i nyhedsbrevet her, er det meget tydeligt for os, at Hike Fyn-projektet har skabt et tættere samarbejde om vandreturisme og udvikling af ruter på tværs af destinationen og de 10 kommuner. Det har også været med til at styrke samarbejdet om vandreturismen blandt de fynske turismevirksomheder. Og det efterlader os med et stærkt fundament at bygge videre på. 
 
 
Afslutningen af Hike Fyn-projektet betyder naturligvis ikke, at vi stopper med at have fokus på at udvikle vandreoplevelserne på destinationen. Men fremover vil udviklingen af de fynske vandretilbud i højere grad blive tænkt sammen med andre naturoplevelser på destinationen som cykling, fiskeri og oplevelser ved og på vandet.  
God læselyst! 💙
 
Anders Johansen
Forretningsudvikler
Projektleder på Hike Fyn
Projektleder Anders Johansen på vandretur

Hvornår har du sidst lyttet til naturens ro?

 

Kort til det fynske vandreeventyr - digitalt og på tryk

22 nye vandrekort
 
Mere end 1.000 km skiltede vandreruter, kilometervis af kyst, natur, strand og hav, en unik variation af historiske landskaber, som tager dig igennem landsbyer, forbi slotte og herregårde og fra ø til ø. Fyn og Øerne er en vandredestination i international særklasse!
 
Fyn og Øerne byder på mange vandreruter. Fra Øhavsstien, Lillebæltstien og de mange lokale Kløverruter til byvandringer på keramikruten og i H.C. Andersens og Carl Nielsens fodspor. Hike Fyn-projektet har kortlagt de mange vandremuligheder på destinationen og samlet dem i et overblik - både digitalt og på tryk.

🧭 Det digitale vandrekort over Fyn og Øerne
På det digitale kort har vi samlet alle vandreruter på minimum 5 km. Dem har vi 90 af på Fyn og Øerne. Klikker du på en af strækningerne på kortet, får du information om ruten.
 
 
🗺️ 12 trykte vandrekort over Fyn og Øerne
Et samlet oversigtskort over vandreoplevelser på Fyn og Øerne er sammen med 11 x 2 lokale kortudsnit netop landet fra trykkeriet og på vej ud til de 10 lokale visitbureauer, hvor de skal give besøgende inspiration til vandreoplevelser på destinationen.
 
Du er velkommen til at hente en stak kort på dit lokale visitbureau, som du kan give videre til dine vandreglade gæster.
 

Hjælp fra frivillige eksperter

To, der vandrer i vandkanten

Et vigtigt element i Hike Fyn-projektet har været at opkvalificere de vandreoplevelser, vi tilbyder på destinationen. Her har vi fået hjælp af lokale eksperter fra bl.a. Dansk Vandrelaug og Langelands Stivenner.

De passionerede vandre-frivillige har testet 60 vandreruter på Fyn, Langeland og Ærø, 600 km i alt, og er kommet med forslag til forbedringer, som har hjulpet kommunerne med at udvikle nye stier, bedre skiltning og bedre forhold for vandregæsterne. 🪧

Vandreentusiasterne er de bedste testvandrere, man kan tænke sig, fordi de lægger mærke til fejl og mangler på ruten, som andre måske ikke ser. Fx om der er steder, hvor man ikke kan komme tørskoet igennem, og hvor godt ruterne er afmærkede, så man ikke behøver at gå med næsen nede i telefonen, men kan se op og nyde synet af de smukke landskaber, man kommer igennem.

Det fortæller en af testvandrerne, Gitte Madsen, om i dette indslag på TV2/Fyn fra Lillebæltsstien ved Middelfart (indslaget starter 13:30 minutter inde i udsendelsen): 
 
 

16 nye bænke, vandresløjfer i Sybergland, Valkyriestien og en længere Lillebæltsti

EUROMAN's vintermagasin
 
En del af de forbedringer, som de frivillige testvandrere er kommet med forslag til, er allerede ført ud i livet. Både forbedringer af selve stierne og sammenhængen mellem dem - og af de faciliteter, man kan gøre brug af undervejs på sin gåtur.
 
🥾 Middelfart Kommune er gået i gang med at forlænge og forbedre Lillebæltstien. Når arbejdet er færdigt, vil ruten strække sig fra Assens i syd til Nordfyn i nord, og det bliver muligt at opleve Lillebælt uden at tænke på kommunegrænser. 👉 Lillebæltstien bliver bedre og længere

🥾 I november 2024 blev 16 nye bænke på Øhavsstien indviet. De giver vandrere i det sydfynske mulighed for at nyde nogle af Fyn og Øernes smukkeste udsigter på deres tur. 👉 Her er Fyns smukkeste udsigt: Nu kan du sidde på den her bænk, drikke en kop kaffe og nyde det hele

🥾 Den 7. juni 2024 blev de nye vandresløjfer i Sybergland ved Kerteminde indviet. Hike Fyn-projektet har bl.a. finansieret boardwalk, udsigtsplateau og velkomsttavle i området. 👉 Åbning af de nye vandreruter i Sybergland

🥾 Også Assens Kommune indviede et nyt naturområde ved Helnæsbugten i maj 2024. Området har fået en naturskøn sti mellem Hårby og Strandby, Valkyriestien, som er forbundet til den eksisterende Lillebæltssti. Hike Fyn-projektet har finansieret et shelter og et muldtoilet i naturprojektet ved Strandby. 👉 Ny naturoplevelse med vikingevibes indvies ved Haarby
 

Vidste du...? 💡

At vi har 160 Hike Friends på destinationen? 🥾 

En Hike Friend hjælper vandregæster på Fyn og Øerne videre, hvis de har brug for en hjælpende hånd på turen. Der er tale om en slags ambassadørkorps, der er med til at gøre Fyn og Øerne til et endnu mere attraktivt sted for turister til fods.  

Fyn er (også) for begyndere 🎧

Anders Johansen i Maskinrummet
 
På Fyn har vi hverken de norske fjelde eller det skotske højland. Til gengæld har vi 1.100 km kystlinje, et vidtfavnende UNESCO Global Geopark-område og i det hele taget et meget varieret landskab.

Fyn vil være en vandredestination i særklasse. Og Hike Fyn-projektet har hjulpet os godt på vej. 🥾
 
Hør projektleder Anders Johansen fortælle om projektet i den seneste episode af podcasten Maskinrummet. Her kommer han både omkring de konkrete og mærkbare ting, der er kommet ud af projektet, og de mindre åbenlyse men lige så væsentlige, som fx et tættere samarbejde og et øget politisk fokus på vandreturisme i de 10 involverede kommuner.
 
Episoden løfter også sløret for, hvor Anders Johansen, der selv er en ivrig vandrer, drømmer om, at vandreturen skal gå hen næste gang. 🏝️
 
 

Hike Fyn-projektet har sat mange spor 👣

👁️‍🗨️ Ministerbesøg. I august 2023 besøgte erhvervsminister Morten Bødskov Sulkendrup Mølle, som er en af de aktører, der har deltaget i et forløb under Hike Fyn-projektet, hvor de har fået hjælp til at målrette deres forretning til outdoorsegmentet og udvikle nye, fynske vandreprodukter. Læs artiklen Fyn viste outdoor-satsning frem: Minister fik indblik i lokal turismeudvikling på Turistmonitor (kræver abonnement) og se indslaget Ministerbesøg på Sulkendrup Mølle på TV2/Fyn.

🚶‍♀️‍➡️ Temasider. Vandring har fået sin egen temaside på visitfyn.dk, visitfyn.com og visitfyn.de. Der er blevet produceret film og billeder til de tre sider om det fynske vandreoplevelsesunivers.

👣 Markedsføring. Det fynske vandreprodukt er blevet markedsført i Tyskland og Holland, både via betalte annoncer og gennem samarbejder med en række tyske og hollandske influencere og bloggere. 10 bloggerbesøg og 2 presseture har ført 20-30 presseindslag med sig. Et udpluk:
👉 Tageswanderung in Dänemark auf Langeland – Destination Fyn
👉 Wandern in Dänemark auf der Traumroute – Insel Fyn
👉 Denmark: The 6 best outdoor tips on Funen/Fyn
👉 Fyn Denmark – 20 tips and things to do

🪧 ​Skilte og faciliteter. Der er i løbet af projektet etableret 139 støttefaciliteter​ og 38 henvisningsskilte til det lokale oplevelseserhverv​. Og der er blevet udarbejdet en skitseplan til en fælles fynsk rute​.

​🥾 Nye vandretilbud på hylderne. 100 lokale virksomheder har deltaget i en workshop om nutidens vandreturister. 13 af disse virksomheder deltog efterfølgende i et forretningsudviklingsforløb, hvor de arbejdede med at udvikle målrettede tilbud til vandreturister. Hent inspiration i de 13 virksomheders arbejde med vandrevenlige turistprodukter og -services

🧭 App: Det digitale vandrepas. Med det digitale vandrepas ved hånden kan du udfordre dig selv (eller en ven) og indsamle stempler og gode minder om de særlige fynske vandreruter, du har gennemført. Vandrepasset er inspireret af pilgrimmene, der vandrer Caminoen og stempler deres vandrepas med fysiske stempler, når de har gennemført deres pilgrimsfærd. I HikeFyn-app’en finder du beskrivelser af ruterne og inspiration til seværdigheder på vejen. App’en tracker ruten og guider, hvis du kommer på afveje.

👩‍💻 Webguide og guide til kvalitetsmærkningsordningen. Projektet har udarbejdet en webguide til opdatering af vandresider til lokale visitbureauer og turismeaktører og en guide til kvalitetsmærkningsordningen + tjekliste til kvalitetsmærkningsordningen.

🎧 Podcast. Lyt også til podcasten Sådan bliver Fyn en førende turismedestination for outdoor - kom på vandretur i det sydfynske, hvor Merete Vandmose har inviteret Maskinrummets Jan Bonde med på vandretur i det sydfynske til en snak om, hvordan Fyn og Øerne bliver mere attraktiv for bl.a. vandreturister.
 

Outdoorkonferencen 2025: Nu åben for tilmelding 📝

🗓️ Outdoorkonference 22. august 2025 ⏰
 
Nu er der åbent for tilmelding til outdoorkonferencen 2025, der i år bliver holdt i forbindelse med Brahetrolleborg Game Fair.
 
Konferencen er henvendt til alle, der arbejder med outdoorturisme og fx henvender sig til cykelturister, vandreturister, fisketurister o.l. 
 
 
Pssst...! Der er kun et begrænset antal pladser til konferencen, så tilmeld dig med det samme, hvis du vil være sikker på en plads.
 

Hike Fyn-projektet er støttet af:

Frameld nyhedsbrev