 |
 |
Kampen om flere lærlinge er sat i gang
Den maritime industri kommer til at mangle kvalificeret og faglært arbejdskraft i form af jern- og metalarbejdere. Ifølge Arbejderbevægelsens Erhvervsråd kommer der i 2020 til at mangle 17.000 faglærte indenfor jern- og maskinindustrien, hvilket også kommer til at påvirke den maritime branche. Tallet kommer til at stige til svimlende 30.000 i 2025. For proaktivt at vende den nedadgående spiral har uddannelseskoordinator, Steen Nielsen, sammen med en række virksomheder heriblandt Assens Skibsværft, sat sig for at få flere maritime virksomheder på Fyn til at tage flere lærlinge ind og få dem til at vælge en blå karriere. Se TV2/Fyns nyhedsindslag om lærlinge, hvor Assens Skibsværft og Steen udtaler sig om den nuværende lærlingesituation.
|
|
|
|
|
|
|
Håndslag på 10 pct.
Med diverse analyser, der viser, at der kommer til at mangle flere hænder i jern- og maskinindustrien og det faktum, at 70.000 unge mellem 15 og 29 år hverken har en uddannelse eller et job, er der udsigt til en alvorlig skævvridning i den danske arbejdsstyrke. En skævvridning, som også kommer til at påvirke den maritime industri. Det Blå Danmark og herunder det maritime Fyn er afhængig af faglært arbejdskraft, og som en af Danmarks stærkeste erhvervsmæssige styrkepositioner er det derfor et must, at det maritime erhverv fortsætter med at have adgang til kompetente og højtkvalificerede medarbejdere. Arbejdsgiverne, som er arbejdsgiver- og brancheforening for bl.a. maskin- og industrivirksomheder, har i fællesskab med deres medlemsvirksomheder afgivet et løfte på, at lærlinge skal udgøre mindst 10% af en virksomheds medarbejderstab i 2020. Det er en målsætning, som vil blive drøftet på klyngens lærlingekonference d. 4. maj, og som vi håber, at flere af de deltagende virksomheder vil give håndslag på og arbejde hen imod. Læs mere om konferencen.
|
|
|
|
|
Konference om lærlinge
Den 4. maj holder vi i samarbejde med FAYARD en konference, hvor omdrejningspunktet er etablering af flere praktikpladser til kommende lærlinge. Et tæt samarbejde med FAYARD og øvrige stålproducerende virksomheder har vist, at et godt netværk og en positiv vilje til at samarbejde vil kunne fordoble det nuværende antal lærlinge. Derfor er der taget initiativ til, at du som klyngemedlem og andre maritime virksomheder på Fyn vil blive opfordret til at indgå samarbejde om at stille praktikpladser til rådighed. Deltagerlisten til konferencen består af flere fynske borgmestre, værfter, stålproducenter, uddannelsesinstitutioner og mange flere. Tilmeld dig inden torsdag den 27. april på stni@udviklingfyn.dk, og sæt dit præg på lærlingedebatten. Læs mere om konferencen her.
|
|
|
|
|
|
|
Lars Thrane på MARCOMP
Den maritime konference, MARCOMP, lægger snart til kaj i Svendborg, og du er inviteret! En gruppe lokale maritime ildsjæle står bag MARCOMP, hvis formål er at udvikle og stå i spidsen for en maritim konference hvert andet år. Den afholdes for første gang den 18.-19. maj 2017 i Svendborg. Formålet med konferencen er at synliggøre og udvikle maritime uddannelser og kompetencer, samt at understøtte iværksætteri og entreprenørskab i maritime virksomheder og vidensinstitutioner. Den imponerende liste af oplægsholdere består bl.a. af den succesfulde iværksætter, Lars Thrane, der for 5 år siden var involveret i en af Danmarks mest dramatiske virksomhedshandler. I dag står han i spidsen for den højteknologisk virksomhed, Lars Thrane A/S, der leverer navigationsudstyr til skibe. Mød Lars Thrane og mange andre maritime kometer ved at tilmelde dig her!
|
|
|
|
|
Workshop om nye teknologier
Torsdag den 20. april 2017 i Forskerparken OdenseWorkshoppen er for dig, der gerne vil høre mere om mulighederne inden for industriel 3D print, droner & robotter, svejserobotter og servicemodeller. Du bliver på dagen introduceret for begrebet, Industri 4.0, og du vil høre inspirerende oplæg fra Smooth Robotics, Teknologisk Institut, FORCE Technology og Blue Ocean Robotics. Der vil efterfølgende være mulighed for at snakke teknologi og projektideer med oplægsholderne. Læs mere og se programmet her.
Konference om lærlinge
Torsdag den 4. maj 2017 i Forskerparken Odense
Den 4. maj samler Fyns Maritime Klynge i samarbejde med FAYARD flere fynske borgmestre, værfter, producenter, uddannelsesinstitutioner og andre interesserede til en konference, hvor omdrejningspunktet er lærlinge. Konferencen er første skridt på vejen til at danne en fælles fynsk front for at etablere flere praktikpladser i de maritime virksomheder. Se det spændende program og tilmeld dig her.
MARCOMP
Den 18.-19. maj 2017 på Hotel Svendborg
De, der overlever, er de, der kan udvikle og samarbejde. Det er temaet på den nye konference, MARCOMP, som afholdes i Svendborg for første gang i år. Konferencen vil bl.a. byde på bud på vækstdrivere og en debat om, hvem der har ansvaret for udviklingen af fremtidens maritime industri. Deltag selv i debatten med førende aktører, eksperter og beslutningstagere fra rederier, universiteter, maritime myndigheder, interesseorganisationer mv. Læs mere om MARCOMP her.
|
|
|
|
|
|
|
|
|
 |
 |