Troels Ankerstjerne er forretningsudvikler i Fyns Maritime Klynge og daglig leder af Maritim Startup Hub. Han svarer her på fem spørgsmål om maritimt iværksætteri og hvilken rolle hubben spiller i forhold til at sikre vækstlaget i det Blå Fyn.
Hvilken type startups kan blive optaget i Maritim Startup Hub?
- Det kan alle maritime iværksættere, som har en stærk idé med et betydeligt markeds- og vækstpotentiale. Derudover skal de have et CVR-nummer der er udstedt efter 10. januar 2014, og have lyst til at arbejde koncentreret med deres projekt.
Hvordan bliver det vurderet, at en startup har et særligt markeds- og vækstpotentiale?
- Jeg arbejder grundigt med iværksætterne og deres projekt, inden de søger optagelse. Samtidig spørger jeg netværket i branchen om levedygtigheden og potentialet i projektet. Alt sammen for at vurdere om idéen er skalérbar og virksomhedens mulighed for at accelerere. Hvis de har potentialet, søger de optagelse og her fra er det vores profesionelle Advisory Board, der træffer den endelige beslutning.
Hvordan hjælper Maritim Startup Hub de virksomheder, der bliver optaget?
- Helt konkret hjælper vi med et unikt iværksættermiljø med kontor- og værkstedsfaciliteter. Her hjælper vi med sparring fra tekniske eksperter og profesionelle forretningsudviklere, netværk, hjælp til funding og løbende opfølgning på fremskridt i projektet og indlagte milepæle.
Hvad er din vigtigste opgave iforhold til disse startups?
- At vurdere muligheder og potentiale, give daglig coaching og følge op på milepæle, skabe netværk og forsøge at finde de bedste muligheder for funding, både ”soft money” men også mulige investorer.
Hvorfor er det vigtigt at arbejde så målrettet med maritime startups?
- Vi har et stort maritimt DNA på Fyn. Det betyder mange maritime virksomheder og mange uddannede søfolk, som har fået unikke idéer til nye teknologier og spændende projekter, der skal udvikles for at skabe nye vækstvirksomheder og dermed arbejdspladser. Så det handler i sidste ende om at fremtidssikre branchen - og Fyn.
Maritim Startup Hub ejes af Fyns Maritime Klynge, drives i samarbejde med ShareFifty5 og finansieres af Syddansk Vækstforum og EU's Socialefond
|